Fortsæt til indhold

Kvinder kæmper i kulden

Ubberuds kvindehold er rykket op i landets tredjebedste række. Det kræver hård træning i bidende kulde på en grusbane

Arkiv
Af Emil Hermann

Denne mandag aften hænger stilheden over fodboldklubben Ubberud IF.
Men på den modsatte side af klubhuset løber ti kvinder rundt i bidende kulde og jagter læderbolde på en grusbane.
Det er den eneste bane, hvor der er mulighed for at få lys over sig. Og selvom underlaget måske ikke er det mest optimale, da fodbold forbindes med grønt græs og kridthvide linjer, så er pigerne ikke nogle brokkehoveder.
“Vores sammenhold giver os lyst til at komme til træning,” siger Louise La Cour, der er født og opvokset i landsbyen og altid har spillet i klubben.

Træning i frostgrader

Flere gange om året er kvinderne, der har et gennemsnitsalder på omkring 23 år på sociale ture, hvor der er plads til både team building og sjov.
Ifølge Louise La Cour er det nok årsagen til, at spillerne har lyst til at rende rundt i frostgrader en mandag aften fra 19 til 20.
Men faktisk var kvindeholdet i Ubberud i krise for tre til fire år siden på grund af spillermangel, men en fusion med odenseklubben, OKS, gjorde at holdet fik håb.
“Ellers var begge hold nok lukket,” lyder det fra Louise La Cour.
Kvindeserie Vest er navnet på landets tredjebedste kvinderække. I slutningen af marts venter den første kamp for Ubberud IF. Holdets træner, Henrik Madsen, har en forventning om, at holdet godt kan overleve.
“Vi har fået tre nye forstærkninger. Én fra Næsby og to fra Søndersø. Og der er måske flere på vej, så jeg håber på, at vi bliver oppe,” fortæller Henrik Madsen, der også mangler fire spillere, som er på vinterferie.
Holdet skal blandt andet til Silkeborg og Kolding. Klubben stiller bus til rådighed for spillerne. Det sætter de pris på.
“Det er godt for det sociale, at vi kan køre samlet, når vi er på de lange ture,” siger Kristina Gaarde, der er spiller på holdet.
Ifølge Kristina Gaarde og Louise La Cour er Ubberud IF i top fem over de bedste kvindehold på Fyn.
“Så har vi i hvert fald ikke overvurderet os selv,” siger de.
Både spillerne og træneren glæder sig til den nye sæson, men også nye spillere er hjertelig velkomne i klubben.
“Det sociale er i top,” konstaterer Henrik Madsen.

Louise La Cour (tv.) og Kristina Gaarde: “En kunstbane ville være skønt.”
Fra slutningen af marts spiller Ubberud IF i landets tredjebedste række for kvinder. Foto: Emil Hermann