Hjælp flygtninge med at blive en del af samfundet
Dansk Flygtningehjælp i Køge søger lokale familier og enkeltpersoner, der ønsker at blive en del af flygtningenes nye sociale netværk
”Vi vil gerne vide, hvor vi er.”
Så enkelt og klart formulerede en flygtning sig over for en af de lokale frivillige fra Dansk Flygtningehjælp i Køge i forbindelse med et møde om at finde en lokal netværksfamilie til flygtningen og hans familie. Sådan er der mange flygtninge, der har det, og derfor er Dansk Flygtningehjælp i Køge gået sammen med Køge Kommune om at matche flygtninge med lokale familier eller individuelle kontaktpersoner. Indsatsen gælder hele Køge Kommune. Målet er at hjælpe flygtningene med at få etableret længerevarende relationer med den lokale befolkning.
Nu søger Flygtningehjælpen nye, lokale frivillige, der gerne vil være netværkspersoner eller -familier for flygtningene og deres familier.
”Vi startede op på processen i efteråret. Vi er nu i gang med at matche flygtninge med familier og enkeltpersoner, der allerede bor i Køge Kommune, og som kan hjælpe flygtningene med at lære det danske samfund at kende og være en del af deres sociale netværk,” fortæller Palle Johansen fra Dansk Flygtningehjælp i Køge.
Når flygtningene kommer til Køge, har de fået opholdstilladelse og kommer i første omgang i en midlertidig bolig, hvor de bliver modtaget af frivillige fra forskellige organisationer.
Når flygtningenes familier er kommet hertil – i mange tilfælde efter 8-10 måneder – flytter de i en permanent bolig. Det er her Flygtningehjælpen træder til.
”Kommunens Center for Dansk og Integration identificerer individuelle flygtninge og flygtningefamilier, som på dette tidspunkt ønsker at komme i kontakt med herboende familier eller enkeltpersoner. Vi tager en snak med flygtningene for at få en idé om deres alder, hvem de er, hvad de har arbejdet med og interesserer sig for. Derefter er det så opgaven at finde nogle mennesker, som de kunne tilbringe nogle gode timer med indimellem,” forklarer Palle Johansen.
I første omgang får dels flygtningene og den lokale familie/kontaktperson nogle anonymiserede oplysninger om hinanden. Hvis man så beslutter at gå videre ud fra det, arrangeres et møde. Palle Johansen forklarer, at Flygtningehjælpen ikke har nogle krav til, hvad flygtningene og de lokale kontaktpersoner skal foretage sig. Men målet er så vidt muligt at skabe langvarige relationer mellem flygtninge og netværksfamilier.
”Det er op til dem selv at finde ud af, hvad de skal lave. I nogle tilfælde kan det være noget praktisk som at vise flygtningene rundt i lokalområdet eller at hjælpe med netbank og e-boks. I andre tilfælde kan det være at drikke en kop kaffe, gå en tur i skoven eller tage på fisketur. Under alle omstændigheder vil det jo være noget, der skal have sin tid til at udvikle sig,” fortæller Palle Johansen.
Som frivillig netværksperson i Dansk Flygtningehjælp får man tilbud om relevante kurser. Desuden er der mulighed for sparring og støtte både fra den lokale koordinationsgruppe og fra Dansk Flygtningehjælps regionskonsulent, hvis der opstår spørgsmål i forbindelse med det frivillige arbejde.
Hvis du har lyst til at blive en del af flygtningenes nye netværk – eller vil du gerne vide mere – kan du kontakte Palle Johansen på palle.johansen@skolekom.dk eller tlf 23 60 00 55.
Find også Dansk Flygtningehjælp i Køge på Facebook:
www.facebook.com/groups/dfhkoege/ eller på bloggen:
http://dfhkoege.blogspot.dk/