Livserfaring

Jeg hørte i dag en ung politiker udtale sig om konkurrence på arbejdsmarkedet, herunder et forslag om, at sagsbehandlere i det offentlige skulle honoreres med en bonus for det arbejde, de får deres løn for at udføre.
Jeg vil tillade mig at tro på, at det er det unge menneskes alder og manglende livserfaring, der får ham til at komme med sådanne forslag, eller også har han allerede nu befundet sig så lang tid i den politiske fantasiverden, at han har mistet enhver evne til brug af sund fornuft, hvilket jeg dog ikke håber.
For ikke så lang tid siden så jeg en anden, garvet erhvervsmand, som påny udtalte sig om folkeskolen og de problemer, der har været ved overgangen til den seneste folkeskolereform.
Denne erhvervsmand har så til gengæld så megen livserfaring og erfaring i det private erhvervsliv, at han tror på, at enhver offentlig virksomhed kan drives efter de samme principper, som gælder på det private arbejdsmarked.
Jeg er skuffet over, at folk med så stor viden om drift af virksomheder af forskellig art ikke - via deres politiske kontakter - er i stand til at belære og overbevise de offentlige ledere om, hvordan for eksempel en folkeskole, et socialvæsen, et sundhedsvæsen, et dagpengesystem og alle de andre offentlige systemer skal drives, så de giver overskud
Vel nok fordi de fleste udmærket er klar over, at dette ikke er muligt.
Jeg ved godt, at de to personer, jeg her omtaler, tilhører to forskellige politiske partier, samt at de står i hver sin ende af livlinen, men begge er dog fra den borgerlige side af det politiske spektrum, og det er derfor interessant, at den yngste vil honorere de offentligt ansatte (sagsbehandlerne) og den ældste vil spare på de offentligt ansatte (skolelærerne).