Fortsæt til indhold

Oplev musicalen Hair på Varde Gymnasium

Traditionen tro inviterer gymnasiets elever og lærere til årets teateroplevelse

Arkiv
Arkiv

På Varde Gymnasium er der en god og lang tradition for, at elever og lærere hvert år arbejder sammen om at opsætte en større teaterforestilling, og det gælder naturligvis også i skoleåret 2015-16.

Derfor er der igen i år mulighed for at få en kæmpestor oplevelse på VG, da det er lykkedes gymnasiet at få rettighederne til James Rado, Gerome Ragnis og Galt MacDermots legendariske musical HAIR
Musik og sang er det bærende i HAIR, som også indeholder en medrivende handling, hvor man følger en gruppe politisk aktive, langhårede hippier i 1960'ernes USA.

Til dette bohemeliv ankommer Claude Bukowski, der i lighed med de andre søger et ståsted i livet, i kærligheden og i forhold til den seksuelle revolution.

Denne søgen efter en mening med livet samt opgøret med den gamle generation og dens værdier er omdrejningspunktet i forestillingen, hvilket bl.a. afspejles i et voldsomt forbrug af euforiserende stoffer samt Claudes overvejelser over, om han vil risikere sit liv i Vietnamkrigen eller ej.

HAIR spiller torsdag 3. marts og fredag 4. marts kl. 19.00 - billetter sælges til 50 kr. ved indgangen (halv pris for børn) - og så er der selvfølgelig festforestillingen lørdag 5. marts kl. 17.00.