Kom tæt på sagnkongerne på Lejre Museum
Kulturminister Bertel Haarder åbner udstilling
Harald Blåtands berømte runesten henlægger Danmarks dåbsattest til Jelling. Men skal man tro skriftlige kilder fra middelalderen, er det i landsbyen Gl. Lejre 45 km vest for København, at man finder Danmarks fødselsattest. Det er her, at Danmarks første kongeslægt Skjoldungerne ifølge sagnhistorien havde sin magtbase i jernalderens og vikingetidens Danmark (år 500-100 e.kr.)
Og det er netop kombinationen af de sagnomspundne fortællinger om Gl. Lejre samt de arkæologiske fund i området, der vil danne rammen om Lejre Museums nye udstilling ”Sagnkongernes Lejre”.
Kulturminister Bertel Haarder (V) åbner udstillingen torsdag d. 17. marts klokken 14 for indbudte gæster. Samme weekend d. 19.-20. marts åbnes museet for publikum. Der er gratis entré i åbningsweekenden.
”Det er museets ambition, at vi med den nye udstilling kan fortælle historien om denne betydningsfulde lokalitet og de sagnomspundne Skjoldunger. Vi ønsker, at udstillingen med kombinationen af sagn og fakta kan bidrage til at gøre folk klogere på historien om dette vigtige område i danmarkshistorien”. siger direktør for museumsorganisationen ROMU, som står bag Lejre Museum, Frank Birkebæk.
Sagnkongernes Lejre
Udstillingen er delt op i tre overordnede temaer. I det første præsenteres publikum for kilderne - de skriftlige sagn og krøniker samt de arkæologiske vidensbyrd. Her er der både mulighed for oplevelse og fordybelse gennem brug af lyd, lys og film, og det er her, man får en introduktion til Lejreområdet historie.
Det andet hovedforløb er udformet som et stort digitalt vægkort, hvor man aktivt kan søge oplysninger om monumenterne og udgravninger i landskabet rundt om museet.
I det tredje hovedafsnit finder den besøgende museets arkæologiske skatte fundet i området, bl.a. den verdensberømte Odin-figur, Danmarks største sølvskat Mannerupskatten samt Gevningefundet, der blandt andet bliver formidlet gennem interaktiv video og lyd.
Med åbningen vil Lejre Museum desuden gøre brug af det enestående kulturlandskab i området, hvor også naturen vil blive inddraget på forskellige måder i udstillingerne i løbet af året. Derudover bliver der også anlagt ny café og butik.
Bred opbakning
Den nye udstilling og ombygningen af museet er led i et større moderniseringsarbejde, som museumskoncernen bag museet, ROMU, står bag.
Og moderniseringen af museet har da også mødt bred opbakning. Således har Knud Højgaards Fond skudt 740.000 kroner ind i projektet, som også er gjort mulig gennem donationer fra både Lejre Museumsforening og Camilla og Lars Vedsmand.
”Vi er meget taknemmelige for al den støtte, vi har fået, for det betyder, at vi nu kan åbne et museum, der involverer de besøgende og tager dem meget tættere på deres egen historie” siger Frank Birkebæk.