Nu slibes kanterne til
Streetmekka er syv uger gammelt, og nu justeres stedet til. Desuden skal der mere dialog
Det er syv uger siden, at Game Streetmekka åbnede dørene på den gamle remisegrund i Esbjerg - og lige siden er børn og unge strømmet til i en sådan grad, at det forventet besøgstal for de første fire måneder allerede var nået efter to uger! I dag nærmer medlemstallet sig 1.200, og det er mere end tilfredsstillende.
“Det er vi rigtig glade for, men en ting er jo, at her kommer mange mennesker, nu skal vi også holde på dem og arbejde på vores image. Vi er jo ikke en fritidsklub, men et sports- og fritidscenter, hvor man kan møde masser af kulturer og sportsgrene, og vi skal udvikle og motivere de unge i endnu højere grad,” siger projektkoordinator Ali Lavasani.
Selv er han en ivrig danser i Streetmekka, hvor der også er kommet godt gang i basket og fodboldspillet ligesom der også dyrkes parkour i stor stil og så køres der naturligvis en masse på både skateboards og løbehjul - også kaldet scoots.
Særligt boldspillene og de to sidstnævnte kategorier - skate og scoots - giver her i begyndelsen anledning til flere overvejelser og beslutninger.
Knuste ruder skal skiftes
En af dem er, at Asphalt Mekka med blandt andet basketbanen i denne uge vil være lukket fra mandag til fredag. Det sker for at lade håndværkere komme til. Boldspillet har nemlig blandt andet kostet nogle ruder og et par ødelagte stålplader skal udskiftes. Det får dog efter planen en ende allerede fredag - helt så let lader konstellationen skate og scoot sig ikke løse.
Tidligere på måneden meldte Streetmekka ud, at skaterne fremover ville få råderet over det såkaldte Brickmekka fire hverdagsaftener om ugen fra kl. 19.00 til 21.00. Her er der altså forment adgang for løbehjulskørere. I denne uge holdes der møde om sagen - målet er at finde den bedste løsning for alle, for det har vist sig ganske vanskeligt, at børn helt ned til syv år løber flittigt rundt på løbehjul side om side med halvvoksne, pladskrævende skatere.
“Det er dejligt og positivt, at så mange scootere kommer her, men skaterne har været med til at forme stedet hele vejen, så det handler meget om at finde en løsning, hvor alle får valuta for pengene. I skateverdenen er der nogle uskrevne regler i forhold til køkultur, som børn på løbehjul naturligvis ikke kender, og det kan skabe lidt frustration hos skaterne, men i denne uge sætter vi os sammen for at finde en løsning,” siger Ali Lavasani til Lokalavisen Esbjerg.