Holm amatørerne er ved at være klar
Så er Holm Amatør Teater ved at være klar med sin vinterforestilling. Stykket handler om Karlshøj kur- og badehotel. Ejerne John og Claudia Clausen lever som hund og kat, Claudia har indledt en affære med den lokale bedemand. Sammen ønsker de at skaffe sig af med John.
En dag dukker John"s kæreste fra ungdommen op sammen med sin datter. De er på flugt fra datterens mand, som er en voldelig rocker. På samme tid indlogerer kriminalforfatter Miss Mabel sig på hotellet. Her møder hun den nærsynede kriminalbetjent Sofus Larsen. Begær og intriger tager magten fra både personale og gæster. Gamle lig vælter ind og ud af skabet, samtidig med at nye lig skal skaffes af vejen.
Hvordan dette persongalleri får redt trådene ud, inviterer man publikum til at komme ind på teateret og se. Det kan dog oplyses, at det ender med dødt løb. I år er stykket skrevet af Erik Hansen og hedder 'Bedemanden banker altid 3 gange'.
Billetter
Billetterne har været udbudt til salg siden begyndelsen af december. I begyndelsen af februar var aftenforestillingerne fredag den 4. marts og lørdag den 5. marts udsolgte, så hvis man har lyst til at se denne komedie, så er der stadig ledige pladser til generalprøven fredag den 4. marts kl. 15.00.
Nyt tæppe
Der er et par fornyelser igen i år, på tekniksiden har man fået et nyt fortæppe, som Linak A/S har givet støtte til. Ud af de 10 skuespillere er et par af skuespillerne med på holdet for første gang. Der er dog tale om skuespillere, som har haft deres gang på andre teatre. Desuden arbejder 15 frivillige bag scenen for at gøre det til en festlig oplevelse for publikum.