Fortsæt til indhold

To højhuse på vej på Havneparken

Entreprenørselskabet KPC Herning A/S vil bygge højhuse i Vejle

Arkiv
Af Jacob Hove

Det danske udviklings- og entreprenørselskab KPC Herning A/S har ansøgt Vejle Kommune om en dispensation til lokalplanen, så der på adressen Havneparken 5 også kendt som den gamle slagterigrund kan blive bygget to højhuse.
Ansøgningen går på opførelsen af en blok på 14 etager med en højde på 44 meter og en blok på ni etager med en højde på 29 meter.
Koncerndirektør Kurt Poulsen fortæller, at der er tale om et boligbyggeri.
“Vi har i mange år haft planer om at bygge på grunden, men da det hele gik i stå i 2008 i forbindelse med finanskrisen, gik vores planer også i stå,” siger Kurt Poulsen, der fortæller, at tiden nu igen er moden til at kaste sig ud i boligbyggeri-projekter.
“Vejle har en høj befolkningstilvækst, hvilket gør det interessant for os. Så når vi har de fornødne tilladelser fra Vejle Kommune, så går vi i gang,” siger han.
KPC Herning A/S købte den gamle slagterigrund af Vejle Kommune i starten af 00'erne.

To blokke

Der er i lokalplanen mulighed for i byggefelt ét at opføre bebyggelse i fire etager med en højde på 17 meter, i byggefelt to at opføre bebyggelse i seks etager med en højde på 24 meter, og i byggefelt tre at opføre bebyggelse i 10 etager med en højde på 36 meter.
Blokken på 14 etager placeres i byggefelt ét og tre og afviger således med 4-10 etager og 8-20 meter, og blokken på ni etager placeres i byggefelt to og afviger med tre etager og fem meter.
Teknisk Udvalg tager tirsdag den 23. februar stilling til ansøgningen og derefter igangsættes en nabohøring.