Fortsæt til indhold

“Ingen livslange venskaber”

Rikke og Peter Boisen kæmper videre i programmet Nybyggerne. Erfaringerne efter optagelserne er ikke kun gode

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

“Vi kan vist godt sige, at det at være med i Nybyggerne, det er ikke noget, der giver livslange venskaber”.

Peter og Rikke Boisen fra Aabenraa er lige nu hver uge på besøg i vores stuer, når de sammen med deres tre børn knokler i TV2 programserien Nybyggerne.

Programmerne er optaget i efteråret, og den store kulmination kommer, når der den 30. marts afgøres, hvem der løber med den store gevinst.

“Vi har fra starten sagt, at vi ville spille ærligt spil hele vejen igennem. Og vi kan da godt indrømme, at vi har følt os noget unfair behandlet af og til,” fortæller Peter Boisen, der ellers, sammen med resten af familien, under optagelserne gjorde meget ud af at få etableret gode naboskaber med de øvrige par.

“Jeg havde jo min grill med, og lavede mad til de andre. Derudover kom de tit og spurgte om råd og om at låne noget værktøj. Jeg var åbenbart så flink af mig, at det på et tidspunkt blev for meget selv for Rikke”.
“Jeg måtte lige minde dig om, at det jo altså er en konkurrence,” supplerer Rikke Boisen med et grin.

Peter og Rikke Boisen har ikke brugt håndværkere i løbet af programmet.

“Vi har villet lave det selv. Det skal være vores idéer og arbejde, der lægges i huset. Men vi kan selvfølgelig ikke hamle op med håndværkere. Så egentligt er det jo lidt snyd at bruge dem. Men det er jo spillets regler,” siger Peter Boisen.



Familien Boisen har fået et lidt anspændt forhold til nogle af deltagerne i programmet, men det unge par, Lise og Michael, har de stadig god kontakt med.

“De kommer faktisk på besøg, og vi har aftalt at skulle se et af programmerne sammen”.

Mens programmerne løber over skærmen forsøger alle par at vinde seernes gunst, fordi det i sidste ende er seerne, der afgør, hvem der vinder huset.

Kampen om seerne er ikke altid lige køn, afslører parret.

“Der er begyndt at udvikle sig nogle indbyrdes kampe, som vi ikke bryder os om. Men vi fortsætter med at spille åbent og ærligt. Vi vil ikke bagefter kunne skydes i skoene, at vi har snydt. Vi vil også efterfølgende kunne se os selv i spejlet - det er vigtigere end at vinde huset,” slutter Peter Boisen.