Indsamling for Vejles hjemløse og herberg
Herberget og Lido Caféen gentager succesen med indsamling
Foreningen bag Vejle Herberg arrangerer sammen med Lido Caféen igen indsamling af penge og udstyr til herberget og byens hjemløse.
Arrangementet løber af stabelen på Søndertorv i Vejle ud for Lido Caféen på lørdag den 27. februar fra klokken 10-13.
Herberget oplever for tiden en markant stigning i antallet af overnattende hjemløse. Herberget drives af foreningen med støtte fra Vejle Kommune. I vinter kom der også ekstra midler fra socialministeriet, så herberget kunne holde åbent flere nætter end ellers.
I december steg antallet af overnatninger til 281 - mod 164 i december året før.
“Alle donationer er velkomne - både fra private og erhvervslivet,” siger herberg-formand Knud Sørensen.
På herbergets ønskeseddel står blandt andet store gryder og grydeskeer, opbevaringsbøtter til køleskabet, en værktøjskasse med værktøj samt vaskepulver og skyllemiddel.
Hvis man ønsker at bidrage med ting, kan man aflevere dem under arrangementet på torvet. Man kan også bidrage med pengebeløb.
En februar-lørdag under åben himmel kan være en kold omgang. Men både hjemløse og gæster i øvrigt kan på denne dag lune sig med en gang suppe og en kop kaffe.