Hver femte bruger cykelhjelm
Fire ud af fem cyklister i optælling havde ikke hjelm på
Cyklisterne i Odense kan forvente større trafiksikkerhed, da By- og Kulturforvaltningen har afsat fem millioner til området.
Men hvor gode er cyklisterne i byen egentlig selv til at forebygge mulige hovedskader ved at bruge cykelhjelm?
Lokalavisen Odense satte sig for at undersøge det, da vi i fredags havde en reporter placeret på hjørnet af Østre Stationsvej og Thomas B. Thriges Gade.
I 15 minutter talte reporteren cyklister. I alt kom der 130 cyklister forbi, hvoraf 25 havde hjelm på. Det svarer til cirka tyve procent eller hver femte cyklist.
Kan halvere hovedskader
Det tal svarer nogenlunde til gennemsnittet for hele landet. Ifølge Rådet for Sikker Trafik er tallet 28 procent i aldersgruppen 26 til 60 år.
I 2013 fik 20 procent af cyklisterne uden hjelm på Fyn, der var involveret i en ulykke, en hovedskade. Tallet var 10 procent for dem med hjelm. Det fortæller OUH.
Rådet for Sikker Trafik skriver, at hjelme kan halvere antallet af hovedskader.