Fortsæt til indhold

På vintertur med veterantoget

Så kører Vinterekspressen igen. Efter et års fravær kører Østsjællandske Jernbaneklub igen vinterferieturene mellem Køge og Næstved

Arkiv
Arkiv

På søndag den 21. februar er der fine muligheder for at nyde den sydsjællandske natur på banen, der kaldes ”lille syd”, når Østsjællandske Jernbaneklub inviterer på tur med veterantoget. Undervejs kan man nyde det afvekslende landskab med bakker, skove, de små byer og ikke mindst en fantastisk udsigt over Holmegård mose. I vinterlandskaber er der også mulighed for at opleve dyrelivet.
"Husk varmt tøj da det kan være en kold fornøjelse at stå veterantogets åbne ende perroner, men vi gør hvad vi kan for at der kan være varme inden i toget," lyder det fra klubben.
Der er afgange fra Køge klokken 9.55 og 12.55, og toget stopper blandt andet også i Herfølge og Tureby på vej sydpå.
Oprangeringen består af: Mc 651 fra 1928, en motorvogn der startede på Københavns Nærbane før S-toget kom til.
DSB Cy4644 fra 1928. DSB Zb99645, en Tuborg pakvogn fra 1954, samt NPMB M7 fra 1932, en motorvogn der oprindelig kørte på Næstved - Præstø - Mern - Banen. Alle vogne er unikke og historiske enere, der kun kører i Østsjællandske Jernbaneklubs regi.
Returbilletter koster 95 kroner for voksne og 60 kroner for børn.