Veterancafé er et åndehul for udsendte

Hver anden uge mødes tidligere udsendte og pårørende til udsendte til veterancafé. Her deltager både velfungerende tidligere udsendte og dem, der har fået problemer senere i livet efter deres udsendelse. For veteraner, som lider af posttraumatisk stress, er veterancaféerne et frirum, hvor de kan mødes med ligesindede.

1.000 dage som udsendt

I aften holder kaptajn Lars Jacobsen, som er kontakt- og velfærdsofficer ved Telegrafregimentet i Fredericia, oplæg for deltagerne i veterancaféen. Han fortæller om de oplevelser, han selv har haft som udsendt i mere end ét tusind dage som en del af FN-missionen i Kashmirprovinsen imellem Indien og Pakistan og på grænsen imellem Nord- og Sydkorea.
Lars Jacobsen fortæller også om, hvordan han selv er en af dem, der blev mærket af det pres, som det er at være udsendt som soldat.
Da han vendte hjem havde han problemer med at finde tilbage til en almindelig hverdag. Han fik senere diagnosen 'belastningsskade med efterfølgende tilpasningsproblemer'.
Han mener, at det er uundgåeligt, at en udsendelse slider på en soldat.
“Jeg har ikke oplevet en soldat, som ikke har været påvirket af det,” siger han.
Lars Jacobsen er dog også eksemplet på, at en diagnose ikke behøver at være endestationen. I dag er han erklæret rask og klar til udsendelse igen.

Finder støtte i fællesskab

Med til mødet i aften er veteraner, som har gjort tjeneste på Balkan, Cypern og Irak.
En af dem er Peter Devantier, som var udsendt som konstabel til Balkan i 1995, hvor han kørte forsyninger.
“Det er et lille frirum, hvor man kan sidde og få en kop kaffe og vende tingene,” siger han om veterancaféerne, som han med jævne mellemrum har deltaget i siden de startede for omkring et år siden.
Siden han var udsendt har Peter Devantier lidt af posttraumatisk stress, og han er i dag førtidspensionist.
“Jeg kommer og er sammen med ligesindede. Det er svært at finde nogen, som kan sætte sig ind i, hvordan jeg har det, hvis de ikke har været udsendt selv,” siger han.
Han føler sig som en del af fællesskabet til veterancaféerne på trods af, at hans lidelse kan gøre det svært at være social.
“Man bliver lyttet til og accepteret, også selv fordi man bare sidder og siger ingenting,” siger han.
Møderne med andre veteraner giver ham noget at se frem til.
“Det giver mig et løft i nogle dage efter. Især de dage, hvor vi har siddet og fortalt nogle røverhistorier,” sige han.

Ser frem til veteranhjem

Lider man af posttraumatisk stress, kan selv små stressmomenter være uoverskuelige. Det er derfor vigtigt, at veterancaféen foregår i vante rammer, påpeger Peter Devantier.
“Det er jo noget, jeg skal sætte mig op til en hel dag,” siger han.
Derfor ser han også frem til det kommende veteranhjem, som skal bygges på Sdr. Boulevard, som han håber kan give veteranerne et trygt værested.