Forskønnelse var på dagsordenen
Morgenmødet i Varde Handel i forrige uge gav anledning til debat om byens torv men også informationer om byens forskønnelse
Udover de almindelige temaer som udsalgsstart og aktiviteter, havde Varde Handel på morgenmødet i forrige uge besøg af Jens Josephsen, byplanlægger ved Varde Kommune.
Han informerede nærmere om kommunens planer indenfor områdefornyelse, oplevelsesloop, forskønnelse af gader og pladser og kom også med status på de andre projekter.
Varde Torv blev også nævnt men her kunne Jens Josephsen ikke love, at der ville ske noget før 2017. Men man fortsætter drøftelserne med Varde Handel.
Aktuelle emner
En efterfølgende spørgerunde gav anledning til en debat om pølsevognen, som mange ikke mener pynter på torvet. Endvidere var der en opfordring til at få skabt en hyggeligere atmosfære på torvet til sommer.
Næsten lige så sikkert som amen i kirken er det også, at åbningstiderne bliver debatteret på morgenmøderne.
Debatten gav også anledning til at vende problematikken omkring parkering. Alle var enige om, at det bør være et naturligt krav fra butiksejeren at kræve, at de ansatte parkerer andre steder end på timeparkeringspladserne.