Fortsæt til indhold

Få pladen fuld med Køges forretninger

Køge Handelsstandsforening inviterer igen inden for til en bankoaften med masser af gevinster til gæsterne

Arkiv
Martin Rasmussen

Både bankohajer og rene novicer i spillet med de 90 tal er velkomne, når Køge Handelsstandsforening midt i marts endnu en gang inviterer til en aften i selskab med drømmen om at få hele pladen fuld.
Handelsstandsforeningens banko har hidtil været en efterårstradition, men fremover er det hensigten at gennemføre arrangementet to gange årligt. Også i forårsudgaven af arrangementet lover handelsstandsforeningens koordinator, Vicky Dong, masser af gode præmier – både ved bankospillet og andre konkurrencer i løbet af aftenen.
I alt vil der være flere hundrede præmier på højkant – alle doneret af byens forretninger og restauranter – så chancerne er ret gode for at vinde mindst en præmie med hjem fra det, der i tillæg også plejer at være en sjov og hyggelig aften.
”Det er ikke kun for bankohajer. Det hele foregår i et tempo, så alle kan være med,” understreger Vicky Dong med et smil, og hun tilføjer, at der er sidegevinster ved alle spil, så hvis man ikke har heldet med sig i banko, så skal man altså bare sørge for at sætte sig det rigtige sted denne aften.
Overskuddet i denne omgang går til sommerens aktiviteter i byen – blandt andet i form af musik og underholdning på Torvet.
Bankoaftenen finder sted i Ravnsborghallen onsdag den 16. marts klokken 18.30-22.00. Dørene åbner klokken 17.30. Køb billetter til 70 kroner pr. stk. på forhånd hos Visit Køge. Der er højst plads til 600 deltagere ved arrangementet.