Fortsæt til indhold

Kig ind under fortidens skørter

Arkiv
Arkiv

Lejre Gratis foredrag: Hør nyt om gammelt, når tekstilarkæolog Ida Dement tirsdag den 8. marts deler ud af den nyeste viden inden for forskning i fortidens tekstiler. Hvad mon der gemmer sig under skørterne? Det er nok et spørgsmål, som mange, om de vil kendes ved det eller ej, har taget sig selv i at spekulere over. Men det er ikke kun under skørter, bluser og jakker, der kan gemme sig noget spændende. Tøjet selv fortæller masser af historier - hvis man da forstår at lytte efter. Tekstilarkæolog Ida Demant er en af dem, , som har særligt gode ører, når det kommer til historier fortalt af overdådige outfits og uldent undertøj - især af den fortidige slags. Ida Demant er leder af dragtværkstedet i Sagnlandet Lejre. Med mere end 20 års erfaring i arbejdet med fortidens tekstiler er hun en af dem, der ved allermest om, hvordan mænd og kvinder fik tøj på kroppen, i en tid hvor der ikke var mulighed for at udvide garderoben ved at tage en tur i det lokale storcenter: "I løbet af de sidste 10 år har der inden for forskningen været ekstra fokus på tekstiler og tekstilproduktion i fortiden. Både naturvidenskabelige analyser og praktiske eksperimentelle forsøg, som dem, vi blandt andet laver i Sagnlandet Lejre, har været med til at give os væsentlig ny viden og indsigt, siger Ida Demant. "Mange har måske set i medierne, at Egtvedpigen har vist sig oprindeligt at komme fra Sydtyskland. Men det er ikke kun Egtvedpigen selv, der har flyttet sig geografisk. Analyser viser, at heller ikke ulden fra hendes tøj kom fra det område, hvor hun endte sine dage. Den er importeret udefra," fortæller tekstilarkæologen og tilføjer: "Et andet sted, hvor forskning for nylig har givet spændende resultater, er indenfor den viden, vi har om brugen af farvestoffer i fortiden." Hvad analyser og forsøg fortæller af nye historier, kan man høre mere om tirsdag den 8. marts kl. 19.45, når Ida Demant sætter spot på tekstiler fra bronze- og jernalder og inviterer til et gratis foredrag i Kulturhus Domus Felix i Lejre.