Fortsæt til indhold

Masser af musik

Arkiv
Arkiv

Jazz krydret med gøgl Scandinavian Old Stars giver koncert til Lørdagsjazzen på Gimle. Bandet, der gør sig i traditionel jazz med banjo, guitar, mundharpe og sang, krydrer koncerten med gøgl og sjove indslag mellem numrene ved entertainer Ole Sterndorff. Bandet spiller op til fest lørdag 27. februar kl. 11 - 14.


Unge spiller klassisk Tre studerende ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium giver klavermatiné i Palæfløjen. Roskilde Musikforening og Roskilde Kunstforening har inviteret Lea Han, Elias Holm og Andreas Thrane Sørensen, der vil bruge Palæfløjens flygel til værker af Bach, Rachmaninov, Mozart, Ravel og Chopin. Det sker lørdag 27. februar kl. 12.15.


85-årig pladevender Radio- og tv-vært Jørn Hjorting fra blandt andet radioprogrammet ‘De ringer, vi spiller', har sat sig på den modsatte side af radiostudiets bord. Han gæster Roskilde Dampradio i udsendelsen ‘78'er Ønskekoncerten', hvor han vælger musik fra tiden på lakplader og fortæller om egne oplevelser med de enkelte kunstnere. Programmet sendes lørdag 27. februar kl. 16.


6.000 ønskenumre 78'er Klubben spiller musik på grammofonplader fra 1900 til slut 1950'erne. Leif Druedahl, der månedligt spiller ønskekoncert på Roskilde Dampradio, krydrer musikønskerne med egne fortællinger og genhør af barndommens og ungdommens musik fra 1920-1959. Han gæster Laden, Jyllinge Præstegård mandag 29. februar kl. 19.


Himmelflugt og højdeskræk Love Shop kunne sidste år fejre 25-års jubilæum for deres første single og album. I den anledning har journalist og forfatter Tommy Heisz fulgt bandet på dets længste turné nogensinde og interviewet en række personer undervejs, der har fulgt bandet gennem tiden. Det er der blevet en bog ud af - Himmelflugt og højdeskræk, som han fortæller mere om mandag 29. februar kl. 19 - 21 på Roskilde Bibliotek. Billetter på biblioteket eller via www.roskildebib.dk/kalender.