Virksomheder roser kommune
Tre ud af fire virksomheder er tilfreds med Frederikssund Erhvervsteam, når det drejer sig om byggesager
frederikssund Det er ikke kun de almindelige byggesager i Frederikssund Kommune, der scorer højt på tilfredshedsbarometeret. Også kommunens Erhvervsteam får ros og anerkendelse. Hele 75 procent er enten tilfreds eller meget tilfreds med kommunens service og kommunikation over for de virksomheder, der har ansøgninger om byggesager i kommunen. Det viser en rundspørge, som kommunen har foretaget blandt alle ansøgere – halvdelen af de spurgte har svaret. Teamet har i løbet af 2015 behandlet 48 nye sager, hvoraf de 31 var afsluttet på statusdagen, som var den 15. december 2015. Resultatet glæder formand for Vækstudvalget i Frederikssund, Ole Søbæk (C). ”For Vækstudvalget er det vigtigt, at forvaltningen opleves både som en myndighed og en serviceorganisation. At bruge tilfredshedsmålinger afliver myter, og skaber i stedet viden om, hvordan den kommunale service opleves. Jeg er rigtig glad for den høje tilfredshed, især på vegne af de meget dedikerede medarbejdere, der hver dag gør alt, hvad de kan for både at overholde lovgivningen og imødekomme erhvervslivets behov,” siger Ole Søbæk ifølge en pressemeddelelse fra Frederikssund Kommune. Også i kommunens Erhvervsteam er det indtrykket at undersøgelsen svarer godt til virkeligheden. Erhvervskoordinator Karen Rasmussen siger at man har meget fokus på en god dialog med ansøgerne under hele sagsbehandlingen. ”Vi gør alt, hvad vi kan for at have en ligefrem og ærlig dialog med vores ansøgere. På den måde får vi eventuelle udfordringer i en ansøgning på bordet fra starten, og det gør det meget nemmere at skræddersy et godt forløb for ansøger. Jo før vi bliver draget ind i sagen – jo bedre,” siger Karen Rasmussen. Det skinner også igennem i undersøgelsen, hvor hele 71 procent svarer, at deres byggesag var helt færdigbehandlet på under fem uger – og for 29 procent af ansøgernes vedkommende på under én uge.