Ekstra fokus på damerne skal sikre oprykning
Aabenraa Boldklub sætter nu ekstra turbo på pigerne og damefodbolden
Bestyrelsen i Aabenraa Boldklub valgte på deres strategiseminar i januar måned, at pigefodbold de kommende år skulle prioriteres langt højere end det tidligere var blevet gjort. Og det er ikke kun fordi, at piger rent faktisk godt kan spille fodbold, men også fordi klubben ønsker at investere kræfter på området, så der kan blive endnu flere piger og damer, der kan få lyst og mulighed for at kaste sig over fodboldspillet.
Pigerne på seniordameholdet er de første, der kommer til at nye godt af denne prioritering. Her er der nemlig blevet ansat en kvalificeret træner med både erfaring og træneruddannelsen i orden. Martin Meisner skal sammen med assistenttræner Brian Rømer stå i spidsen for dameholdet den kommende sæson. For første gang i mange år kan klubben nu samle spillere nok til både et 11 mands og et 7 mands hold, hvilket giver mulighed for at pleje både bredden og talentet.
Holdet starter op tirsdag kl. 17.30, og alle er velkomne til den åbne træning. Kan man ikke nå træningen på tirsdag, er de næste to tirsdage også afsat til åbne træninger, hvor nye spillere gratis kan komme og prøve om det er noget for dem.
Udover dette tilbud og aftalen med Martin Meisner, vil nye spillere på dameholdet blive tilbudt et gratis træningssæt, som vaskes af klubben efter hver træning. Sidst, men ikke mindst, skal alle seniordamer på træningslejr i Skærbæk til april måned for at blive helt klar til sæsonstarten, hvor oprykning uden tvivl er målet.