Gulvet er fra Køge

Det ligger som et kæmpemæssigt stykke industrihistorie, 550.00 kvm. fabriksareal, lige nedenfor Køge by.
Men hvad laver de egentlig derinde bag bunkerne af træflis og træstammer? Og hvad skal alle de kilometervis af tykke rør og rullende transportbånd i fire, fem, seks meters højde? En regnvåd fredag i januar tog vi på besøg på Junckers for at finde svaret. Virksomheden har gennem tiderne produceret jernbanesveller, træsko, bordplader, papirmasse og MDF-plade. Virksomheden er gået ned og har skiftet ejere flere gange, senest i 2014, hvor ledelsen overtog den fra kapitalfonden Axcel. Men selv den dag i dag er filosofien - og en del af maskinerne - den samme som på den visionære stifter Flemming Junckers tid.

Intet spildtræ

- Flemming Juncker var skovmand og ville bruge mest muligt fra skoven, siger fabriksdirektør Christian Midé-Andersen, når han skal forklare filosofien bag det savværk, Flemming Juncker stiftede i 1930. - Han ville ikke alene bruge den nederste del af træstammen, men også træets øverste del, selvom det er mere ujævnt og knudret, siger Christian Midé-Andersen.
Han tager imod i administrationsbygningen, der har ualmindelig meget plads til hver enkelt medarbejder. Junckers har været på flere omfattende slankekure i løbet af de seneste ti-tolv år, forklarer direktøren: Først, da kapitalfonden overtog fabrikken i 2004 og trimmede den til salg. Sidst, da den nye ledelse for halvandet år siden droppede alle salgsplaner og i stedet trimmede Junckers til at give overskud på driften. Hver gang er røget en del medarbejdere. I dag er de ca, 260 i Køge. Sidst i 1990'erne var der fire gange så mange.
Ikke desto mindre er økonomien tilsyneladende på rette vej.
- Jeg kan ikke afsløre resultatet for 2015, men jeg kan sige så meget, at det går den rigtige vej, siger Christian Midé-Andersen, der er en af de nye ejere.

Gift med varmeværket

Christian Midé-Andersen fører ud gennem fabriksområdet, der for to tredjedels vedkommende er solgt til andre virksomheder og omdannet til erhvervspark. Cirka en tredjedel har varmeværket VEKS købt.
-VEKS er helt afgørende for Junckers, siger Christian Midé-Andersen. -Det er krumtappen i ethvert savværk: Hvordan kommer du af med dit resttræ? Det koster mange penge at køre flis og savsmuld væk.
Og den måbende lokaljournalist kan sætte hak ved det første punkt på sin blok: Derfor går der hakkende transportbånd og blanke rør ind og ud af Junckers fabriksbygninger. Båndene fører træflis og savsmuld direkte ind i kedlen på varmeværket, som betaler tilbage med damp, der varmer Junckers bygninger op og tørrer træet.

Guldhønen buldrer

Vi står ved de enorme stabler trækævler, der hver vejer omkring 500 kilo pr. stk. Kævlerne har "Junckers-længde," 5,4 meter eller halvdelen, 2,7 meter, en målestok, man efter sigende kender i alle danske skove. Længden er tilpasset savværket her, og foran vores øjne bliver kævlerne delt i fire såkaldte "triller" og kører via transportbåndet ind i det centrale savværk "Guldhønen", der stammer tilbage fra 1961. Her regerer 27 medarbejdere, mange af dem har været ansat en menneskealder og har øgenavne som Daske, Slaske, Trunte og Musse.
- Her har selv de små piger store overarme, griner tillidsmand Michael Thrane og viser rundt i Guldhønen, hvor der kun er et par kvindelige ansatte.
Michael Thrane voksede op med Junckers, fordi hans far arbejdede her, og han har selv arbejdet her i 34 år. Gulvet under os ryster, mens Guldhønens multisave, og stavafkortere bearbejder kævlerne til træstave og via transportbånd sender dem til tjek og sortering mellem hænderne på medarbejderne. De fleste af folkene roterer arbejdsplads hvert femtende minut for at det ikke skal blive for ensformigt og hårdt. Sidst i Guldhønens produktionskæde møder vi de nyeste kollegaer: To orange robotter, der snurrer rundt og stabler de mange stave i meterhøje tårne.
- De har overtaget det hårdeste manuelle arbejde, og det er jo dejligt. Selvom det gjorde lidt ondt lige i starten, for det kostede nogle af vores kolleger, siger Michael Thrane.
Guldhønen laver 120.000-200.000 stave på en arbejdsdag, og stavene sendes så til pressetørring i endnu en enkel og dog kompliceret gammel maskine, der fylder det meste af en nærliggende bygning. Og i øvrigt er den eneste af sin art i verden.
Fra kævlerne kører ind i Guldhønen til de kan afsættes som gulv, går der typisk fem uger. 20% af det oprindelige træ går ud til forbrugerne. Resten ender som spild,

Den originale maskine

Netop spildtræ var egentlig Flemming Junckers oprindelige problem, da han startede i 1930: Han havde skåret 40.000 jernbanesveller til Statsbanerne og anede ikke, hvad han skulle gøre med resttræet. Han købte en maskine i Sverige, som kunne skære fer og not i træstavene, så de kunne sættes sammen til store flader. Det massive parketgulv var en realitet. Det fører os til næste led i produktionskæden: Lindermann-maskinen, hvor de tørrede træstave kører ind, en for en.
- Der blev bygget fem af den slags Lindermann-maskiner og solgt til kunder i forskellige dele af verden. Vi har to af dem i drift. De andre har vi købt til reservedele, siger Christian Midé-Andersen og peger mod noget, en groggy lokalreporter bedst kan beskrive som: Stempler op, ind, ud, klak-klak, hjul, der kører...og en voldsom mængde små træstave, der fræser igennem med savstøvet stående efter sig.
Resultatet er 16 forskellige råbrædder, afhængig af træsort, tykkelse og kvalitet. Efter færdigbehandlingen med lak eller olie bliver de til flere tusinde slutprodukter, der afsættes både til private og store byggerier.
- Vi er særligt stærke på sportsgulve. Det er store flader, hvor kravet til stabilitet og kvalitet er meget højt, siger Christian Midé-Andersen og bedyrer, at han altid ser mere på gulvet end på spillet eller damebenene, når der er håndbold-VM og den slags. Der er nemlig en stor chance for, at gulvet er fra Køge.