Fortsæt til indhold

Ensomme voksne får hjælp hos Værket

Hos Værket mødes ensomme voksne for at bryde tabuet og tale om, hvorfor de føler sig ensomme i hverdagen

Arkiv
Daniel Rasmussen

Duften af ost og friskbagte boller fylder luften denne aften hos Røde Kors på Vesterbro i Odense. Omkring bordet sidder syv-otte voksne mænd og kvinder. Snakken går livligt, de griner, og der er en god stemning. Man kan ikke mærke, at det, alle omkring bordet har til fælles, er, at de føler sig ensomme.
Ensomhed er et udbredt problem, som ikke kun rammer unge og ældre. Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen føler 100.000 voksne danskere i alderen fra 30 til 60 år sig ensomme. Værket er et tilbud som retter sig specifikt imod ensomme voksne. Bag projektet står Røde Kors og Maryfonden, ligesom Veluxfonden støtter projektet finansielt.
En evaluering viser, at tre ud af fire af de mennesker , der har deltaget i ordningen, føler sig mindre ensomme. Erfaringerne med ordningen er så gode, at den nu bliver permanent udbredt til ti nye byer.

Møder bryder tabuet

Det er ikke let at indrømme overfor andre, at man føler sig ensom. Derfor er der heller ikke nogen af deltagerne ved mødet i aften, som har lyst til at få deres navn og billede i avisen.
De lever alle det, der på overfladen ligner normale liv, men alligevel nager ensomheden.
“Man kan sagtens leve et helt normalt liv og alligevel føle sig ensom, fordi man ikke føler sig set,” siger en deltager.
Der er flere forskellige grunde til, at deltagerne føler sig ensomme, men for flere af dem hænger det sammen med, at de har problemer med at være sig selv, når de er sammen med andre.
“Jeg har altid vidst, hvem jeg var, men har ikke turdet at stå ved det. Jeg kan ikke være tæt på andre mennesker, fordi de tror, jeg er en anden end den, jeg er,” siger en anden deltager.

Øvelser øger selvværd

Hver gang deltagerne mødes, laver de en øvelse, som skal hjælpe dem med bedre at forstå, hvorfor de er ensomme, og hvad de kan gøre ved det.
I aften består øvelsen i, at svare på et spørgsmål ved at vælge et kort med et billede på. Et af spørgsmålene, som deltagerne skal svare på, er: 'Hvordan ser din personlige udvikling ud?'
En kvindelig deltager på omkring 30 år har valg et billede af en mand, der løber over en målstreg.
“Det beskriver den proces, jeg startede for et år siden. Jeg er på vej, men jeg ved ikke, hvornår jeg kommer i mål,” siger hun.
Flere af deltagerne kan mærke, at øvelserne og de ugentlige møder har sat gang i en udvikling.
“Det handler om at finde en måde at være sig selv og være til stede og ikke have en maske på. Det handler om at turde at stå ved sig selv,” siger en af deltagerne på mødet.
Den oplevelse går igen hos de andre.
“Ved at være her har jeg lært, at det også i høj grad hænger sammen med mit selvværd,” tilføjer en anden deltager.