Fortsæt til indhold

Bodils hestedrøm blev til en gazelle

Hesteudstyr- forretningen Draumur i Karlebo er en af årets 1449 danske gazelle- virksomheder

Arkiv
Fred Jacobsen

vækst Draumur er det islandske ord for drøm. Og navnet på Bodil Jørgensens drøm. Den er nu blevet så meget virkelighed og hverdag, at de hos Draumur i Karlebo meget snart kan stille en statue med en gazelle op som bevis på, at virksomheden er blandt de 1449 danske virksomheder, der er vokset så meget, at de får dagbladet Børsens gazellepris. For det er, hvad Draumur får onsdag den 18. november, når der i København overrækkes statuer og anerkendelse til de virksomheder i Region Sjælland og Region Hovedstaden, som opfylder betingelserne for at være gazellevirksomhed. Draumur sælger rideudstyr fra gårdbutikken i Karlebo og fra webshoppen www.draumur.dk og har gjort det siden 2010. I de seneste år - 2011 til 2014 - med sådan en fart, at omsætningen er vokset og forventes at være på 3,8 millioner kroner næste år.

Den første gazelle

“Det vil i så fald være nok til også at blive gazelle næste år. Og det vil vi gerne,” fortæller Jens Kerrn, der driver Daumur sammen med Bodil Jørgensen. Det har parret på henholdsvis 53 og 52 år gjort alene, med lidt hjælp i butikken, siden starten i 2010. Årets gazellepris er den første af slagsen. Og den betyder meget for Jens og Bodil.

En seriøs virksomhed

“Det sender et signal om, at vi er en seriøs virksomhed. Det er vigtigt over for leverandørerne. Og vi kan selvfølgelig også bruge det i vores markedsføring,” siger Jens Kerrn. For at blive gazelle, skal virksomheden præstere stigende omsætning og overskud fire regnskabsår i træk. For Draumurs vedkommende er det sket i et marked, hvor konkurrencen er stor. “Der er jo rigtig mange, der sælger udstyr til heste. Der, hvor vi skiller os ud, er, at vi kun sælger udstyr til islandske heste. Til gengæld kan man hos Draumur få alt, der hænger sammen med netop islandske heste. Og så skal man huske på, at der er rigtig mange heste i Nordsjælland samtidig med, at den islandsk hest med cirka 29.000 dyr er den mest udbredte race her i landet,” lyder Jens Kerrns forklaring på Draumurs hidtidige succes. Mens Bodil Jørgensen arbejder i virksomheden på fuld tid - og lidt til - har Jens Kerrn et fuldtidsjob som projektchef hos transport- og speditionsvirksomheden HCS at tage sig af. Parret mener nu, at tiden er inde til at overveje at udvide virksomheden ved at ansætte en medarbejder og flytte til større lokaler. “Vi er ikke mere så afhængig af at skulle vokse stærkt. Vi er i en konsolideringsfase og skal derfor nok tage næste skridt og få en medarbejder ansat,” lyder det fra Jens Kerrn, der oplyser, at de lokalt søger efter et større sted at være.