Kun ét middel mod nye skandaler i Skat: Flere hænder
Annette Godsvig, Formand for HK Stat Sydjylland
Rigsrevisionen har netop leveret en sønderlemmende kritik af Skat i sagen om refusion af ud-bytteskat. Men sagen, der har kostet os alle sammen et svimlende beløb på cirka 10 milliarder kroner, er blot den seneste skandale, der har ramt Skat:
Inden da har der været ejendomsvurderinger fyldt med fejl, lækager af fortrolige oplysninger og et dyrt og ubrugeligt EFI-system til inddrivelse af gæld. Blandt meget andet.
Ingen tvivl om, at skandalerne også påvirker dem, der arbejder hos Skat: Mange ansatte i Skat vil ikke fortælle, hvor de arbejder, når de møder nye mennesker i privat sammenhæng. Det er simpelthen for pinligt og anstrengende at blive konfronteret med alle de møgsager.
Men lad os nu huske på, at skurkene her IKKE er de ansatte i Skat. Hver og én af dem forsøger efter bedste evne at gøre to mands arbejde i en organisation, som af skiftende regeringer er ble-vet beskåret og kastet rundt i en reform-orkan de seneste 10 år. Siden fusionen med de kommu-nale skattevæsener i 2005 har medarbejderne oplevet lukninger, flytninger, ændringer og fyrin-ger. I HK Sydjyllands område har vi blandt andet set lukninger af skattecentre i Billund og Ha-derslev.
Og det er langtfra slut: I januar kom det frem, at nye ændringer i Skat i år og næste år flytter 360 ansattes arbejdsopgaver fra et sted i Danmark til et andet. I vores del af landet flyttes ek-sempelvis opgaver og job fra hovedstaden til Ribe og Horsens. Nogle opgaver og medarbejdere flyttes fra Horsens til Ringkøbing – og andre opgaver flyttes sågar den anden vej!
Det minder efterhånden om Tivolis hurlumhejhus, hvor selv den mest forandringsparate med-arbejder bliver svimmel og opgiver at kende forskel på op og ned.
Nogle flytninger sker, fordi Skat sætter tidligere kontrolmedarbejdere til at inddrive de milliar-der, som mangler at blive betalt i skatter og afgifter. Men mens man prøver at slukke branden i ét hus, brænder et andet ned. For som Danske Revisorer har konstateret, breder der sig en ”råd-den kultur” i flere danske virksomheder, fordi mange regner med, at snyd ikke bliver afsløret.
Flytninger, reformer og omstruktureringer løser nemlig ikke det helt afgørende problem hos Skat: Der er for få hænder og hoveder til at udføre de opgaver, som Skat er pålagt.
Løsningen er simpel: Rul nogle af de seneste 10 års store nedskæringer tilbage og ansæt flere folk. Det vil være til gavn for os alle, og der er god økonomi i det. En medarbejder, der kontrol-lerer blandt andet moms, tjener nemlig rigeligt sin egen løn ind.
Flere hænder er det eneste middel, der kan vaccinere Skat mod nye skandaler.