Fortsæt til indhold

75 år

Arkiv
Arkiv

Tidligere pressefotograf, Jytte Jørgensen, fylder 75 år 5. marts. Hun blev født i Singapore, hvor faderen var udstationeret for ØK, og senere kom familien til Britisk Østafrika, hvor hun gik på High School. Som 17-årig flyttede hun hjem til Danmark og kom i lære hos hoffotograf Elfeldt i København. Siden blev hun gift og fik to døtre. I 1971 flyttede familien til Roskilde på Hestetorvet 7, og hun blev pressefotograf på Roskilde Tidende. Som helt ny journalist kom jeg selv under Jyttes vinger og fik en effektiv oplæring, hvor man fik ren besked om, hvad der var rigtig og forkert. Jytte var en høj, flot dame og kunne efter faglige kurser hos pressefotograferne berette om, hvordan hun havde haft travlt med at holde 'hanhundene fra livet'. Hendes store lejlighed var ofte rammen om gode gilder, hvor journalist-kollegerne samledes i festligt lag og blev meget kloge - i praktisk nærhed af stationen. De gamle kolleger fortsatte med at komme til fest her, også efter Tidendes lukning i 1986, da hun fik job som cheffotograf hos Sjællands Tidende i Slagelse. I de senere år har Jyttes tilværelse også været præget af et fysisk handicap, men det har ikke ødelagt hendes mod på livet. Med de nødvendige hjælpemidler har hun kunnet blive i sin store og gode lejlighed på Hestetorvet. Her ses hun sammen med et af sine børnebørn. tk