Fortsæt til indhold

Ekstra blus på blomster og anlægsgartneri

Havekompagniet sætter fart på. Blomsterbindere og anlægsgartnere ansat

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Foråret venter lige om hjørnet, og der er også forårsfornemmelser hos Havekompagniet og indehaver Lennard Brødsgaard.
Op til den travle sæson har havecenteret nemlig sat ekstra turbo på to områder, nemlig anlægsgartneriet og blomsterbinderiet.
“Vi har lavet et nyt samarbejde på anlægsområdet med en kollega fra Als. Det betyder, at vi kan gøre det endnu bedre på anlægsområdet end hidtil, fordi vi får mere kapacitet i form af flere anlægsgartnere at trække på. I det daglige vil kunderne ikke mærke den store forskel, men internt lægger vi altså flere kræfter i det område,” fortæller Lennard Brødsgaard.
Han håber på, at den ekstra satsning vil give en god synergieffekt til resten af havecenteret, så kunderne kan få det hele på ét sted.

Blomsterbindere ansat

Udover satsningen på anlægsgartneriet har Havekompagniet ansat Liselotte Jørgensen og Alice Jørgensen i blomsterbindere til at servicere kunderne.
“Det er også et område, vi vil gøre mere ud af. Ved at ansætte flere i afdelingen, har vi mulighed for at komme bredere ud. Og vi kommer også til at kunne levere blomster i lokalområdet,” slutter Lennard Brødsgaard.