Nu rykker håndværkerne ind på Perlegade
Ombygningen af det Sønderjyske Hus er begyndt
Håndværkere rykker de kommende måneder ind i den gamle Favør-bygning på øvre Perlegade i Sønderborg.
Lokalerne bliver nemlig nu omdannet til det Sønderjyske Hus med blandt andet turistbureau, café og frivillighedscenter samt hjemsted for Destination Sønderjylland og Sønderborg Handel.
Den 1. maj åbner turistbureauet i de nye lokaler. Senere rykker de øvrige aktører ind.
Projektet har været ramt af forsinkelser.
"Der er trods alt bedre at komme lidt senere end slet ikke at nå i mål," siger formand for kommunens erhvervsudvalg og næstformand i bestyrelsen for Sønderborg Vækstråd, Ole Wandahl Stenshøj (K).
Sønderborg Vækstråd er koordinator af lejemålet.
"Idéen er, som det hele tiden har været tanken, at Det Sønderjyske Hus skal være samlingspunktet for alt det, der gør Sønderborg og Sønderjylland unikke. Det gælder smagen, historien, naturen og alle de oplevelser, man kan nyde i området," siger Vækstrådets direktør Ole Daugbjerg.
Uagtet at såvel turistbureau som ansvaret for detailhandlen er overgået til kommunens erhvervsservice ved årsskiftet, og at Vækstrådets egen aktiviteter ikke vil være at finde i Det Sønderjyske Hus, så er det alligevel naturligt, at Vækstrådet har en rolle.
"Sønderborg Vækstråd har en helt overordnet opgave, når det handler om at skabe vækst og arbejdspladser i Sønderborg-området. Det gælder på tværs af alle interessegrupper og områder, så derfor er vi glade for, at vi kan have en rolle også i denne sag," påpeger Ole Daugbjerg.
Renoveringen omfatter udskiftning af samtlige gulve og lofter i stueetagen og opsætning af nye skillevægge. Der skal også være plads til blandt andet et restaurationskøkken.