Fortsæt til indhold

Ryegaard Gods gentager rollespils-succes

Arkiv
Arkiv

For anden gang bliver parken ved Ryegaard Gods forvandlet til det eventyrlige rollespilsland Orion, hvor rollespilsglade børn kan give den maks gas.
Sidste år var første gang – nu gentager Ryegaard og Trudsholm Godser succesen med at forvandle godsets store park til rollespilslandet Orion i samarbejde med pædagog og rollespilsmaster Rene Rusborg samt flere andre dedikerede rollespillere.
Det er i dagene efter Kristi Himmelfartsdag den 6.-8. maj, at parken ved Ryegaard Gods ved Rye mellem Holbæk og Roskilde bliver forvandlet til Landet Orion, hvor det vil vrimle med orker, elvere, sortblodsfolk og andre skabninger - med rollespillende børn bag forklædningerne.
"Vi åbnede Landet Orion første gang sidste år, og nu gentager vi arrangementet. Vores mål er at arrangere et årligt rollespilstræf med deltagere fra hele landet. Sidste år var den spæde start, men alle der var her, var meget glade, og vi tror på, at vi har de helt rigtige rammer til sådan et arrangement," siger godsejer Johan Scheel, Ryegaard og Trudsholm Godser.

Pædagogiske bagtanker

Det er ikke på godset, ideen om rollespillet i parken blev fostret. Det er derimod pædagog Rene Rusborg, der arbejder i SFO'en på Kirke Hyllinge Skole, der kontaktede godsejeren for et par år siden.
"I første omgang for at låne dele af skoven til et månedligt rollespilsarrangement, men senere fik jeg ideen til et større arrangement i Landet Orion," siger Rene Rusborg, der er fra Holbæk og derfor kører forbi en del af godsets skove hver dag på vej til og fra arbejde.
Han har i flere år brugt rollespil som en pædagogisk indgangsvinkel til børnene.
"Rollespillet er blandt andet rigtig godt for børn, der måske ikke er gode til det alle andre kan, for eksempel fodbold for drenges vedkommende. Jeg oplever, at nogle af disse børn blomstrer ved at spille rollespil. Når de spiller rollespil, får de en anden rolle end den, de har i børneflokken i hverdagen – og alle lærer også noget om at behandle hinanden ordentligt, og alle passer på hinanden, både store og små, selv om de udkæmper en kamp i rollespillet," siger Rene Rusborg.

Overnatning i skoven for seje børn uden forældre

Når rollespilslandet åbner, er det første døgn fra den 6.-7. maj et 24 timers live-rollespil for børn fra 2. klasse.
Børnene skal tilmeldes på forhånd, de bliver delt op i nogle lejre, der i spillet skal bekæmpe hinanden. I det døgn spillet foregår, er børnene i hver lejr sammen med voksne, der både styrer spillet og tager sig af børnene, der overnatter i parken.
"Sidste år var der omkring 40 børn, der deltog. Og de var meget sejere, end jeg havde troet. Det var en fornøjelse at høre deres skrig og glæde i parken," lyder det fra Johan Scheel.

Noget for hele familien

Efter live-rollespil åbner familie-arrangementet – to rollespilsdage lørdag og søndag. Her er der aktiviteter, boder og handlebaner rundt om i parken, hvor såvel store som små kan blive underholdt. Nogle af aktiviteterne er blandt andet kamptræning, sminkning, deltagelse i kampe og underholdning i form af musik og historiefortælling.
"Det er en flok dedikerede mennesker fra rollespilsmiljøet, der er med i planlægningen, og det er en fornøjelse at se, hvordan de går op i det med liv og sjæl. Og så glæder vi os helt vildt til at gense hestene fra Rytteriet ved Nyborg Slot, der også var med sidste år. De bidrog til et helt fantastisk setup, siger Johan Scheel.

Forsalget er begyndt

Forsalget til både live-rollespil i et døgn og til familiedagene i Landet Orion er i fuld gang på www.rollespilryegaard.dk.
Til live-rollespillet skal der af hensyn til planlægningen og indkøb af mad og drikke købes billet i forsalg. Til rollespilsdagene kan man købe billet i indgangen – enten til en eller to dage.