Fortsæt til indhold

Jazzet vinterferie på Tapperiet

Vinterferien i uge 8 står i jazzens tegn på ungdomskulturhuset Tapperiet, hvor programmet byder på et flerdages undervisningsforløb henvendt til piger og to højkvalitative jazzkoncerter.

Arkiv
Arkiv

Tirsdag til fredag i uge 8 afholdes arrangementet JazzCamp for Piger, der er et workshopformat specielt henvendt til piger i alderen 10 til 15 år.
JazzCamp for Piger er et landsdækkende initiativ, der er iværksat af Copenhagen Jazz Festival og JazzDanmark og i Køge afholdes initiativet i samarbejde med Køge Musikskole, Køge Ungdomsskole og Tapperiet.
Det er projektets ønske at sætte fokus på fremtidens musikerlandskab. Debatten om kønsbalancen har stadig vind i sejlene, og JazzCamp for Piger udgør et konkret eksempel på, hvordan man kan tage livtag om denne udfordring og få flere piger til at blive udøvende musikere indenfor rytmisk musik.
Campen består af fire dages spændende musikundervisning og inspiration for de deltagende piger. De vil i løbet af ugen blive inspireret til at spille ud fra nogle nye metoder og på nogle instrumenter, de måske aldrig havde forestillet sig. Undervisningen varetages af et stærkt hold bestående af alt fra professionelle musikere, konservatoriestuderende til erfarne musikskolelærere.
Som et af campens højdepunkter giver jazzgruppen 'Eget Værelse' koncert onsdag den 24. februar kl. 16. Gruppen består af fire talentfulde, kvindelige jazzmusikere.
Der er stadigvæk enkelte ledige pladser til JazzCamp for piger -forløbet og tilmelding hertil foregår på www.køgeungdomsskole.dk.

Topmøde inden for dansk jazz

Lørdag den 27. februar tromler to absolutte sværvægtere i dansk jazz sammen på Tapperiets koncertscene til et helt særligt duo-møde under navnet Osgood/Bro!
Guitaristen Jakob Bro og trommeslageren Kresten Osgood kom frem på den danske musikscene omkring samtidig og har spillet sammen mange gange i løbet af de sidste år blandt andet i en trio med Andrew d"Angelo og i Jakob Bros tentet + 1.
Begge er kendte for deres distinkte kompositoriske universer som er meget forskellige.
Denne aften vil de mødes på neutral grund og improvisere sig frem til et lyd-digt med udgangspunkt i deres fælles historie – og publikum inviteres med til at være vidne til dette eminente musikalske topmøde.
Koncerten med Osgood/Bro på Tapperiet lørdag den 27. februar starter kl. 21 og dørene åbner en time inden koncerten.
Billetter kan købes i forsalg på www.billetnet.dk og på Tapperiet. Herudover vil det også være muligt at købe billetter i entréen på selve aftenen til forhøjet billetpris.