Køge Nord på sporet
Ny by på vej. De første boliger udbydes i indeværende år.
Du kan blive nabo til den landlige idyl i Ølsemagle. Til skov og natur, men også til Transportcentret og motorvejen. Og tilmed får du to stationer i gåafstand.
En ny bydel i Køge er på vej. "Et pendlerparadis" betegnes den på byprojektets hjemmeside. Borgmester Flemming Christensen forklarer det sådan her:
"Køge Nord kommer til at rumme alt det, som en moderne bydel skal have, og den bliver ikke mindst attraktiv for børnefamilierne. Her vil der både være gode pasningsmuligheder, natur og mulighed for at dyrke grøntsager i en bilfri bydel, hvor børnene kan lege trygt. Og så har de kun 20 minutter i tog til København fra Køge Nord Station,"
Bydelen, der kommer til at rumme op til 1100 boliger og dermed ca. 3.000 beboere, har netop fået en ny masterplan, der har ordet "grøn" som buzzword. Grønne og rekreative områder, frugtlunde og nyttehaver, dyrehold og naturlegepladser er nogle af kvaliteterne, der satses på.
Men Køge Nord bliver ikke bonderøven version 2.0. Bydelens vartegn bliver en high tech-station, Køge Nord, der kan kendes på en 200 meter lang, bugtet gangbro, der fører fra S-togsstationen over motorvejen til regional- og højhastigheds-stationen.
Byen får også et park and rideanlæg med plads til 650 biler og kommer til at ligge ti minutters cykling fra megaarbejdspladsen Køge Sygehus.
Alt i alt forventer borgmesteren, at den nye bydel vil tiltrække mange nye beboere og virksomheder.
"Med både Køge Nord Station og let adgang til Køge Bugt Motorvejen har vi rigtig gode betingelser for at tiltrække virksomheder til området. Vi har satset massivt på forbedret infrastruktur, som vil få stor betydning for hele regionen og være med til at styrke Køge Kommunes position som regionalt kraftcenter,” siger Flemming Christensen.
De første boligklynger i bydelen udbydes til salg i 2016. Stationen forventes at åbne i 2018.