Fortsæt til indhold

Weibel Scientific henter profil i Forsvaret

Radarproducenten Weibel Scientific fra Allerød henter tung profil i Forsvaret

Arkiv
Arkiv

Weibel Scientific, verdens førende producent af Doppler-radarer, ansætter officer Lars Krogh Vammen for at styrke salget til missilforsvaret i Europa.
Lars Krogh Vammen er ansat som business development manager hos Weibel Scientific, hvor han blandt andet får til opgave at øge kendskabet til den danske radarproducent som leverandør til missilforsvaret i Danmark og Europa. Med ansættelsen i Weibel Scientific lægger Lars Krogh Vammen en 20 år lang karriere i Forsvaret bag sig.
Weibel Scientific udvikler og producerer markedsledende radarer i Allerød og eksporterer til hele verden. Weibel indgik i år et banebrydende samarbejde med Lockheed Martin, verdens største leverandør til forsvarsindustrien, om at udvikle fælles integration af de radarer, Weibel i mange år har leveret til NASA.
Med integrationen i Lockheed Martins systemer vil Weibels radarer kunne indgå i missilforsvaret uden yderlige tilpasning og med kort varsel. Lars Krogh Vammen får en central rolle i det øgede fokus på salg til det danske forsvar.
Ansættelsen i det private erhvervsliv markerer et nyt spor for Lars Krogh Vammen, som har haft en lang karriere i Forsvaret, blandt andet på flere missioner i Afghanistan og på den anden side af bordet i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Lars Krogh Vammen er bosat i Farum sammen med sin hustru og sin søn på ni år.