Fortsæt til indhold

Nordjyder besøger Skansen lørdag

SønderjyskE skal rejse sig på hjemmebane mod Aalborg Håndbold

Arkiv
Mikkel Hansen

Favoritværdigheden er hos gæsterne, når Aalborg Håndbold lørdag eftermiddag besøger Broager Sparekasse Skansen.
SønderjyskE's sidste hjemmekamp endte i pinligt nederlag til Ribe-Esbjerg HH, så de lyseblå skal løfte niveauet til kampen mod Aalborg.
Men nordjyderne har heller ikke været voldsomt stabile denne sæson, så måske venter der en overraskelse på lørdag.
"Aalborg har i denne sæson haft et utroligt højt topniveau, men et skræmmende lavt bundniveau. Møder vi det gode eller dårlige Aalborg-mandskab? Det skal vi være klar til at indstille vores taktik efter," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen.
I sæsonens første opgør vandt Aalborg 23-21 hjemme over SønderjyskE. Her var sønderjyderne på et tidspunkt i anden halvleg bag 10-18, men formåede at sætte et effektivt stormløb ind og fik reduceret til 19-20. Efter en tæt afslutning blev det dog til en Aalborg-sejr.
"Vi må være ærlige og sige, at det ikke kun var os, der gjorde det godt i slutningen. Aalborg faldt meget i niveau efter pausen."

Bedre kontra

Blandt Aalborg-profilerne er den stærke målmand Andreas Palicka og playmaker Sander Sagosen, der er tilbage efter en skadespause.
"Vi bliver nødt til at få åbnet for deres meget aggressive forsvar og få skudt hul på Andreas Palicka. Vi skal også gerne have mere gang i vores kontraspil, for det er gået ned ad bakke med vores omstillingsspil siden vinterpausen."
Kampen er SønderjyskE's sidste på hjemmebane i grundspillet, og der er stadig stor spænding om, hvorvidt holdet får en plads i slutspillet.
"Det bliver forhåbentlig ikke vores sidste hjemmekamp i sæsonen. Ligaen er utrolig tæt og uforudsigelig. Det vil lune meget, hvis vi kan skabe overraskelsen og hente point mod Aalborg," siger Morten Henriksen.