De graver Køges fremtid

Stenfiskere Sådan et forhold, som man har her på skibet, det er ligesom at være gift. Du skal regne med, at halvdelen af vores liv, det er her på skibet.
50-årige Jonny Witthøft Jørgensen, kigger ud fra gravkoen med et ordentligt grin. Og medgiver, at hans makker Nick Larsen er den bedste til at lave mad.
Vi er ombord på det gode skib, Helle Saj, der for tiden ligger i Køge Havn. Et 30 meter langt skib med har et stort, åbent lastrum på midten. To 12 meter lange ben stikker i vejret cirka midtskibs, og i stævnen en halv Volvo-gravko, men kun den øverste del. Larvefødderne er afmonteret.

Afgang

Skipper Nick Larsen giver besked over radioen, og så stikker Jonny den syv meter lange grab ned i vandet og skubber Helle Saj ud i havnebassinet.
“Det er langt lettere, siger skipper og forklarer, at de to altid manøvrerer skibet med skovlen på havnens bund. I et sælsomt samarbejde mellem skrue og gravko, skipper og bedstemand, vender vi stævnen mod et gravefelt 5-700 meter nordpå, hvor Køge Havn skal uddybes. Jonny tager skovlen op og vi sejler ud. Helle Sajs arbejde er en del af det største anlægsarbejde i Køges historie. 400.000 kvadratmeter havnebassin skal fyldes op og gøres til erhvervsområde og havnen dybes ud, så havnen kan tage imod de største fragtskibe.”

Træk benene

Jonny sænker benene, så Helle Saj nu reelt står på havbunden seks meter under os.
“Jeg graver under vand, så jeg kan ikke se noget. Men det gør ikke noget. For det er jeg vant til,” siger Jonny fra Volvoens styrehus, hvor radioen kører for fuldt skrald. Han peger på to skærme, der viser bundens profil og skovlens dybe samt vinkel på bunden. Her kan han også se, hvor han har gravet. Det hele er computerberegnet via et gps-system, der sender fra to antenner på gravkoens bagside.
Jonny trækker skovlfulde af blåsort ler op fra bunden - de kalder det plud -og smider dem i skibets lastkasse, og han fortsætter, indtil lastkassen er ved at være fyldt. Jonny tager skovlen op. Og "trækker benene," som de siger.

Lever på skibet

Nick og Jonny, der har titel af skipper og bedstemand, arbejder på skibet syv dage i stræk. Så har de syv dage fri, som de tilbringer hjemme ved deres familier i Jylland.
“Jeg ville egentlig hellere arbejde 14/14. Dengang jeg var skipper på en rejetrawler, var jeg væk syv uger ad gangen,” siger Nick Larsen.
De to sømænd lægger typisk fra land omkring mellem kl. 06 og 07 og fortsætter frem til kl. 19, hvor de har gravet XX lastfulde. Så sejler de til kaj, Nick går i køkkenet og Jonny laver småreparationer, vedligeholdelse og smøring af maskinerne. Nick laver typisk sammenkogt ret eller store bøffer - kosten betaler rederiet - og serverer det i den lille dagligstue i kabyssen. Hvis de to ikke kan finde på noget at snakke om, ser de tv eller netflix. Alkohol er bandlyst både på skibet og i havn.
“Vi er vel oppe i byen en gang om ugen for at handle ind. Så spiser vi typisk også,” siger Nick Larsen og viser de to kahytter, hvor sømændene overnatter.

Fyld op

Tilbage til dagens sejlads: Vi har en havn, vi skal bygge.
Nick har sat kurs efter et område fire hundrede meter udad i havnen, hvor Køges fremtidige industrivirksomheder en skønne dag skal bo. Først skal de 400.000 kvadratmeter havn dog fyldes op, og vi har 150 tons plud, som vi vil af med.
Vi sejler forbi en række metalspunser, der markerer, hvor opfyldningen en dag skal slutte, og så giver skipper besked over radioen. Jonny åbner lastrummets klapper, og skibets last bliver dumpet i havnebassinet, mens vi sejler.
Jonny tager ti-tolv grabfulde havvand og vælter dem ud over dæk skibets stævn.
“Hvis ikke vi holder det rent, slæber man jo skidt og møg med sig ind alle vegne,” brummer Nick Larsen.
Om kort tid slutter Helle Saj sin opgave i Køge Havn, men i stedet kommer to større fartøjer fra samme entreprenør og fortsætter arbejdet.
De specialbyggede uddybere, der er landets største, skal arbejde et år i havnen.