Fortsæt til indhold

Roskilde Museum satser på middelalderen

7,8 millioner til museet fra Nordea-fonden

Arkiv
Af Jan Partoft Foto: Erling J. Pedersen

Roskilde Museum har fået knap 7,8 millioner kroner af Nordea-fonden, der skal bruges til at modernisere museets udstilling.
- Vi skal lave en helt ny og moderne udstilling, hvor middelalderen, der var Roskildes storhedstid, får meget mere plads end i den nuværende udstilling, siger formidlingschef Annemette Birk Lund fra Roskilde Museum.
- Hele den permanente udstilling skal laves om. Ud over en ny og større middelalderudstilling, bliver der også en oldtids- og nyeretidsudstilling.
- Vi skal igen have et børnemuseum, med værksteder og en legetøjsudstilling.
Roskilde Museum finder også den store Aluminia-samling frem.
- Porcelænssamlingen er der stor efterspørgsel på, så den kommer frem i lyset igen.
Den store omlægning går i gang i løbet af efteråret og skal være færdig i midten af 2017.
- Når vi er klar, er der mange nye ting at vise frem, for der er gjort mange gode arkæologiske fund, siden vi satte den nuværende permanente samling sammen, siger Annemette Birk Lund.
I forbindelse med nyindretningen, bliver der taget moderne it-teknik i brug, hvor det falder naturligt ind i formidlingen.
- It-teknikken skal bruges, hvor det er nødvendigt. Det er ikke meningen, at man bare skal sidde foran en skærm, når man er på museet, siger Annemette Birk Lund.
- Her skal til gengæld være mulighed for, at man fordyber sig. Museet skal indrettes, så man har lyst til at være her og bruge sin tid her.

jp@roskildeavis.dk

Middelalderen var en storhedstid for Roskilde.
Formidlingschef Annemette Birk Lund fra Roskilde Museum.