Fortsæt til indhold

Familie ødelægger gadekær ved at fodre ænderne

Arkiv
Arkiv

En bestemt familie i Herringløse er med til at ødelægge et af landsbyens to gadekær, fordi den hele tiden fodrer ænderne. Selv om Landsbyrådet flere gange har bedt dem om at stoppe, bliver de alligevel ved med det. Nu udsender Landsbyrådet i den sidste udgave af sit lokale blad Herringløse Tidende et nødråb for at få forbedret vandkvaliteten i både det vestlige og østlige gadekær. Landsbyrådet er i dialog med kommunen, som gerne vil hjælpe med den nødvendige oprensning og fjernelse af for mange siv. Samtidig skal gennemløbet mellem de to gadekær gøres bedre. Men de kommunale folk mener også, at der er for mange ænder, fordi de bliver fodret hele tiden. Landsbyrådet vil derfor bede om tilladelse til at reducere bestanden ved at skyde nogle af dem i det vestlige gadekær. Når der kommer en tilladelse, vil det blive folk med jagttegn, der skal udføre denne opgave.