Røvere og soldater mødtes i mørket
Vinterferien er tid til sjov og spænding og mange børn mødtes derfor i Varde Fritidscenter til laserskydning
Det var som taget ud af en spændingsfilm, da børn og barnlige sjæle torsdag i vinterferien valfartede til Varde Fritidscenter, hvor firmaet Laser-Town.dk sammen med Varde Fritidscenter arrangerede lasergame event.
”Vi har haft en travl uge, hvor vi først var i Ribe, Skærbæk, Esbjerg, Varde i dag og fredag Grindsted,” fortæller Lasse Jakobsen, indehaver af firmaet.
”Vi havde en dreng, der kom hen til os efter arrangementet i Skærbæk og sagde at det var det fedeste af det fedeste, han længe havde prøvet, og det glæder os,” fortæller Lasse Jakobsen, som lover at komme til Varde igen i uge 42.
”Normalt tager vi jo penge for dette, men her i Varde har vi fået en masse sponsorer, så derfor har folk haft mulighed for at komme gratis ind,” tilføjer han.
Mange besøgende
Da Lokalavisen Varde kiggede forbi klokken 10, var der allerede godt fyldt op af børn, mens de voksne sad udenfor og drak kaffe mens børnene morede sig.
Her kunne de på bedste vis lege røvere og soldater med maskingeværer. Geværerne korresponderede med en modtager spændt om panden, der så registrerede når man blev skudt. Alle blev delt op i hold inden de kom ind i den mørkelagte hal. Hallen var omdannet til en arena fyldt med lys, røg og musik, hvor adrenalin og spænding var i højsædet.
Der var dog ingen grund til at være bange for at børnene skulle blive såret. Spillet var ganske ufarligt.
To af deltagerne, var de ni-årige venner Ebbe Lagoni og Kasper Kaltoft fra Esbjerg.
”Vi er herude med min far,” fortæller Kasper Kaltoft.
Begge drenge havde set frem til at prøve kræfter med dette spil.
”Det var vildt sjovt og det var sejt at gå rundt derinde og lege røvere og soldater,” fortæller de begge.
”Det er et ufarligt spil, som får pulsen i vejret hos alle deltagerne,” fortæller Lasse Jakobsen, som ikke er i tvivl om at der er et stort marked for dette spil.
”Vi tager gerne ud og holder events for firmaer, polterabender og lignende, så man kan bare kontakte os via www.laser-town.dk slutter Lasse Jakobsen.