Børn og bundlinje i balance
Man kan sagtens drive virksomhed med succes og have tid til familieliv. For kvinderne bag smykkefirma Izabel Camille er det ikke enten børn eller en god bundlinje - men et valg om at lykkes med begge dele
HILLERØD: Flere og flere mærker lysten til at begynde som iværksætter, men udsigten til hårde begynderår med mange arbejdstimer og en stram økonomi kræver ofte mere end en almindelig stærk ide at overvinde. Men heldigvis findes der succesfulde virksomheder, som har valgt at gøre tingene anderledes og alligevel lykkes. Sådan en, smykkefirmaet Izabel Camille, findes i Hillerød. Her har de to grundlæggere, Vibekke Østergaard og Ann Ulrich, lige fra første dag besluttet, at deres iværksætterdrøm måtte ikke ske på bekostning af familielivet.
30-40 timers uge
De arbejder 30-4o timer om ugen, og de 10 medarbejdere er deltidsansatte, fordi de lige som cheferne også prioriterer at have ekstra familietid. "Hvis vi ikke havde haft alle de unger, så havde vi sikkert også bare arbejdet igennem. Men vi har valgt at have børn, og siden valgt at have virksomhed, og har så rykket os i takt med de timer, vi har haft," siger Vibekke Østergaard der er designeren bag de to årlige kollektioner af smykker. "Vi har været gode mødre, vi har ikke været fraværende. Selvfølgelig er der lige en messe eller en tur til Indien, men det har ikke været meget," uddyber Vibekke Østergaard . At børnene fylder meget, opleves også fysisk i virksomheden fra tid til anden. "Her i sofaen har tit ligget syge børn, ikke bare vores, mens også personalets. Det er okay at ligge her og hoste og drikke te og være på ipad, selvom medarbejderne selvfølgelig bare kunne tage et barns første sygedag. Men kulturen er meget fleksibel. Har man et barn, der for eksempel skal gå til talepædagog i et længere forløb, jamen så tilpasser man sin arbejdstid efter det," supplerer Ann Ulrich, der er advokat og den administrative kraft i firmaet.
Eksport på nye markeder
Omsætningen i Izabel Kamille holder de for sig selv, og nøjes af konkurrencehensyn med et beskrive den som et "to-cifret millionbeløb". Izabel Camille har 115 forhandlere i Danmark og eksporterer til Norge og Sverige. De arbejder nu på at udvide kredsen til også Holland og Australien, hvor kronprinsesse Mary effekten giver god opmærksomhed omkring danske brands, fortæller de. Efter nogle år med mange smykker i mat guld er de nu ude med en forårskollektion med blankt guld, for det matte look er meget skandinavisk, så på den måde er de ved at tilpasse designet til et større marked. "Vi vil rigtig gerne vækste, men vi er ikke interesserede i at få investorer ind. Vi vil gerne vokse organisk, så vi selv kan følge med og selv være dem, der taler med kunderne, selv poster på facebook og så videre, for det mærker vi en god respons på, " lyder Ann Ulrichs forklaring. "Firmaet er meget os, og vi vil gerne have sjælen med i det, vir gør," fortsætter Vibekke Østergaard. Væksten i småbidder har betydet, at virksomheden også økonomisk har kunnet følge med. Den uafhængighed i forhold til banker giver nogle frihedsgrader, de begge mener er mere end guld værd.
Godt at være to
De er enige om, at det har været gavnligt for dem at være to om virksomheden. Da de startede op for otte år siden i en kælder midt i en krise var der ikke meget iværksætterånd i tiden eller meget fokus på at hjælpe nye i gang. "Det er godt at være mere end en om det, både for at have en at sparre med og for at kunne hive hinanden lidt op, når der er noget der går en imod. Mange i netværket synes vi er heldige, at vi er to om det," fortæller Ann Ulrich. Og Vibekke Østergaard har også et andet godt råd på hånden - det handler om, at man som iværksætter skal blive ved og ved med at tro på det man gør. "Jeg har hele tiden set billeder, hvor der kører lastbiler med 'Izabel Camille' på, det handler om at visualisere målet." FAKTA @Brod_Kortfortalt_Erhverv:Izabel Camille designer to årlige smykkekollektioner på hver seks-otte serier. Kollektioneren er designet så smykkerne kan kombineres fleksibelt til forskellige udtryk og lejligheder. Smykkernes designes af Vibekke Østergaard og produceres i Thailand, Indien og Kina. De er mødre til i sammenlagt syv børn i alderen 26-10 år.