Køge har landets bedste Louis Nielsen-butik
Chefoptiker Jesper Eghøje og hans team stjal rampelyset ved optikerkædens årlige firmaseminar
Louis Nielsens team i Nørregade 8 i Køge stjal rampelyset, da optikerkæden var samlet til det årlige firmaseminar i Kolding og i den forbindelse hyldede de bedste butikker og medarbejdere ved en flot prisuddeling.
Louis Nielsen i Køge modtog aftenens allermest prestigefyldte pris: Årets Louis Nielsen-butik. Prisen går til den af landets i alt 74 butikker, der har gjort det bedst, hvad angår en lang række succeskriterier som fremgang i kundeantal og kundetilfredshed.
Sammen med sit team modtog chefoptiker og indehaver Jesper Eghøje prisen, som udover hæderen og titlen er på 10.000 kroner. Stående klapsalver fra de flere hundrede festklædte Louis Nielsen medarbejdere, der deltog i showet, fulgte naturligvis også med.
Prisen er blandt andet motiveret af den helt unikke holdånd, der er i butikken, og som klart smitter positivt af på kundernes oplevelse af servicen i butikken. Jesper Eghøje har knoklet og knokler fortsat som en hest for at fremme og vedligeholde den helt unikke atmosfære i sit team. Han har eksempelvis inviteret hele holdet på en forlænget weekend i Prag og samtidig sørget for, at kolleger fra andre Louis Nielsen-kolleger passer butikken, mens han er på teambuilding med sit vinderhold.
"Vi er meget beærede over den flotte anerkendelse. Vi knokler jo hver dag for at gøre det så godt, vi kan. Jeg er særlig glad på mit teams vegne - det har virkelig fortjent den fornemme titel. Jeg er også stolt af, at vi ifølge kunderne leverer en ekstraordinær service. Det glæder os virkelig meget," siger Jesper Eghøje.