Fortsæt til indhold

SønderjyskE ydmyget på egen bane

Ribe-Esbjerg henterede overraskende sejr over tandløst SønderjyskE-hold

Arkiv
Mikkel Hansen

Da de første tilskuere begyndte at udvandre for hallen, var der over 10 minutter tilbage af kampen.
Spændingen var dog allerede blevet afløst af frustrationer og opgivenhed hos det tilbageværende publikum.
Ribe-Esbjerg vandt i Broager Sparekasse Skansen sidste år og spændte ben for SønderjyskE's slutspilsdrømme.
Lørdag gjorde vestjyderne det så igen. Stillingen 22-29 på lystavlen talte sit klare sprog.
For få redninger i målet. Og alt, alt for få scoringer i angrebet. SønderjyskE forsøgte. Men intet fungerede.
Ribe-Esbjerg, der kæmper for at undgå nedrykningsspillet, var på dagen klasser bedre end hjemmeholdet.

"Vi er for mange, der ikke præsterer. Mig selv inklusiv. Vi skulle selvfølgelig have haft to point mod et hold som Ribe-Esbjerg. Nu har vi givet os selv et dårligt udgangspunkt i forhold til resten af sæsonen," sagde Simon Kristiansen efter kampen til Lokalavisen.
Han havde svært ved at forklare den kollektive nedtur:
"Lige nu er det svært at sætte ord på, hvad der gik galt. Vi er et bedre hold, end vi viste i dag. Vi må arbejde på at få løst de udfordringer, som vi har," siger Simon Kristiansen.
Nederlaget kom umiddelbart efter et andet overraskende nederlag i udekampen mod Skive fH. Dermed har SønderjyskE sat fire vigtige point til i kampen om en plads i slutspillet.
"Vi skal slet ikke tænke på slutspillet lige nu. Det eneste vi skal fokusere på, er at få vores spil tilbage på sporet," lyder det fra Simon Kristiansen.