Ruteplanlæggeren finder vej gennem Odenses omskiftelige vejnet
’Tip om trafik’ er en hjælpende hånd til cyklister og bilister i Odense
Der graves på livet løs i Odense, og det arbejde fortsætter i de kommende år, hvor store projekter som omdannelsen af Thomas B. Thriges Gade og letbanen forandrer Odense.
Det påvirker dagligt de trafikale forhold, og derfor har Odense Kommune søsat 'Tip om trafik', hvor den informerer om trafikken i Odense.
“Målgruppen er odenseanere, der skal rundt i byen. På siden kan man blandt andet finde Ruteplanlæggeren, som vi (Odense Kommune, red.) har udviklet, netop fordi vejene ændrer sig. Og vi er lige blevet færdige med en ny app – OdenseParkering, hvor man kan se nærmeste p-plads,” fortæller Tine Christiansen, der er kontorchef i Byrum og Mobilitet, der hører under By- og Kulturforvaltningen.
Ruteplanlæggeren har Odense Kommune selv udviklet i mangel af bedre. Den bliver hele tiden opdateret, så den til enhver tid kan finde den nemmeste rute.
“De næste år vil der være en del anlægsarbejde i forbindelse med letbanen, og vi vil lave ændringer rimelig tit. Derfor har det høj prioritet hos os at levere hurtig og god information via hjemmeside, sociale medier og ikke mindst Ruteplanlæggeren. Der bliver meget brug for Ruteplanlæggeren de næste år, og derfor arbejder vi løbende på at gøre den smartere og med at integrere den med OdenseParkering,” siger Tine Christiansen.
Service til alle behov
På 'Tip om trafik' er der en række forskellige services, du med fordel kan gøre brug af.
Med Ruteplanlæggeren kan du planlægge din tur gennem byen, hvad enten du er på to eller fire hjul. Den opdateres løbende med aktuelle vejarbejder, nye ensretninger og andet af betydning for trafikken.
OdenseParkering viser vej til ledige p-pladser og giver dig information om mere end 4000 parkeringspladser i centrum og på havnen.
Du kan tilmelde dig en sms-service og få sidste nyt om trafikale ændringer i din gade eller nabolag. Du kan så supplere med det store overblik, som du kan få ved at tilmelde dig nyhedsbrevet, der informerer om ændringer i hele Odense.
På siden kan du også læse om aktuelle og kommende projekter. Så mangler du information eller overblik over arbejdet på Rismarksbroen, Munkebjergvejs forlængelse, Odense Letbane eller Thomas B. Thriges Gade, så kan 'Tip om trafik' være løsningen.
“Vi mærker en interesse for at følge med i udviklingen, og de seneste tal fortæller, at knap 5.000 personer er inde på siden i løbet af en måned,” fortæller Tine Christiansen, der forventer, at det tal stiger i takt med at flere får kendskab til 'Tip om trafik.'