Her får kunsten liv
Galleri Arte & Vida er netop åbnet. Det ejes og drives af billedkunstner Gitte Ladefoged, der er hjemvendt fra Spanien
Selvfølgelig kan man opleve kunsten på egen hånd. Men indtrykkene får en helt anden dimension, når kunstneren selv er til stede - og kan fortælle om inspiration, baggrund og tankerne bag værket. Billedkunstneren Gitte Ladefoged, der er vendt hjem til Danmark efter 11 år i spanien, har netop slået dørene op for Galleri Arte & Vida i Strib.
Malerierne er fyldt med liv, og der er knald på farverne.
“Jeg er farverig ekspressionist, og jeg elsker at tale med folk om kunsten. Et er produktet, noget andet er historien omkring det. Det skal være en oplevelse at købe kunsten,” siger Gitte Ladefoged, der i sin tid flyttede til Sydspanien på grund af sin mands arbejde.
Et kig på maleriet med tyren skaber en følelse af kraft og styrke, men også kærlighed. Elefanter i forskellige farver sender et politisk budskab. Stærke kvinder på lærredet udstråler don't mess with me. Med Gittes fortællinger får kunsten liv. Motiverne, dyr og kvindeskikkelser, bliver levende.
“Samtidig er jeg en spontan maler. Jeg dør af kedsomhed, hvis billedet bliver planlagt alt for meget.”
Det er primært egne værker, der udstilles i galleriet. Galleriet forhandler også tørklæder, sjaler, keramik og en eksklusiv interiør maling, der er baseret på ler, kalk og mineraler.