Fortsæt til indhold

Knivstikkeri i Korskærparken

24-årigt offer var i kritisk tilstand efter overfald

Arkiv
Peter Friis Autzen

Søndag klokken 13 blev politiet kaldt ud til Korskærparken i Fredericia, hvor en 24-årig mand var blevet stukket i kroppen med en kniv.
En del af området blev spærret af, mens politiet ledte efter to gerningsmænd. I løbet af eftermiddagen blev en anholdt.
"Vi behandler sagen med allerstørste alvor," siger politikommissær Ole Eckholdt.
Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør i eftermiddag. Ole Eckholdt ville ikke på forhånd sige, om den anholdte sigtes for grov vold eller for drabsforsøg. Det afgøres blandt andet ud fra, hvor alvorlige offerets kvæstelser er, forklarede han.
Politiet beder vidner eller folk, der har set nogen i området omkring klokken 13 søndag til at henvende sig på telefon 114.

Også slået med en hammer

Ifølge Lokalavisens oplysninger var offeret den samme mand, som natten til søndag var udsat for vold i en lejlighed i Korskærparken. Han måtte behandles og syes i hovedet efter blandt andet at være blevet slået med en hammer.
Overfaldet skete i en lejlighed på Ullerupdalvej, hvor den 24-årige var på besøg hos den 20-årig mand. I lejligheden befandt sig også en 39-årig mand. De tre mænd kender angiveligt alle hinanden.
Ifølge Sydøstjyllands Politi begyndte de tre mænd en diskussion, som endte med, at den 24-årige blev overfaldet af de to andre. Han fik to slag i ansigtet og slag i hovedet med en hammer.
"Den 24-årige har fået flere hævelser, sår og skader og var på skadestuen for at blive syet. Derudover har han en eller flere knækkede tænder," oplyste vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi søndag, hvor gerningsmændende ikke var pågrebet.
Politikommissær Ole Eckholdt vil ikke forud for grundlovsforhøret kommentere på, om det er de samme mænd, der var involveret i knivstikkeriet søndag klokken 13:01.

Dele af Korskærparken blev spærret af, mens politiet ledte efter gerningsmændende. Foto: Joan Barløse