Åh, de smukke unge mennesker (skal vi holde på dem?)

Fredag den 12. februar var jeg monopolist i det første Roskildemonopolet afholdt i Byens Hus. Vi var i alt tre monopoler med ni monopolister, og emnerne var fordomme, moskeen og hvordan holder vi på de unge i Roskilde. Lad mig tage fat i det sidste. For jeg hører det igen og igen: Roskilde har aldrig været i stand til at holde på de unge. RUC-studerende står af og på i Trekroner og kommer aldrig ind i bymidten. Her er dødt efter kl. 18, og hvad skal vi dog gøre for at få dem til at blive i vores fantastiske by. Hvis jeg nu påstår, at vi intet skal gøre? At vi for guds skyld ikke skal forsøge at holde dem her, men blot sætte dem fri (og vente på, at de kommer retur). Hvad tænker du så? For nyligt læste jeg med stor glæde – og enighed - hvad Rektor Claus Niller fra Roskilde Katedralskole skrev om Roskildes evne til at tiltrække unge under uddannelse – og børnefamilierne, når de flytter ud af storbyen. Igen en anerkendelse af, at livet efter studierne ikke nødvendigvis henlægges til Roskilde. For nej, vi er ikke en storby. Og ja, det er mere spændende at bo i for eksempel København, mens man er ung og ikke endnu går op i bleer, vuggestuetakster og forældredrevne fodboldtræninger på byens idrætsanlæg. Som den lille storby, eller store provinsby, Roskilde er, kan vi ikke konkurrere med Københavns fortræffeligheder i aldersgruppen mellem studieliv og familieliv. Men vent nu og se. Der sker ting og sager, som gør det bedre år for år at være ung i Roskilde. Så man ved aldrig. Selv kom jeg til Roskilde for 10 år siden sammen med mand og lille søn. Familien er siden da vokset til i alt fem medlemmer. Det Roskilde vi flyttede til i 2005 er rykket meget tættere på, hvad vi kom fra. Vi forlod Frederiksberg, som på mange måder minder om Roskilde i dag. Vi kom til en by uden en eneste sushirestaurant – og se nu. Mad er pludselig blevet et issue. Mums. Børnekulturen er også vokset i perioden. Tag bare Gimle for Børn, Musicons aktiviteter, dans, subkulturer, klatreskove osv. Vi kan endda løse feriemysterier i bedste Ramasjang-stil på Roskilde Museum og i Domkirken og møde alle de andre børneforældre over alt i kommunens tætpakkede aktivitetsprogrammer. Det er ikke kedeligt at være barn, eller forælder, i Roskilde. Det siger jeg bare. Omvendt forventer jeg da, at de alle tre en dag står med pakkede flyttekasser og forlader reden for at søge ind til byen. Altså storbyen. Og måske ender de med at blive som langt de fleste fra Roskilde, som jeg møder på min vej igennem byens erhvervs-, kultur- og fritidsliv: Med at flytte tilbage til Roskilde, fordi her er alt det, man ønsker sig som familie. Sikke en kærlighedserklæring til barndommens bedste kår: at vende hjem og fortsætte historien. Så lad os bare fortsætte med at gøre Roskilde endnu bedre, udvikle byen og kommunen, udvikle erhvervslivet, kulturlivet, handelslivet – skabe sammenhæng på kryds og tværs af de fantastiske fællesskaber, som præger byen i stort og småt. De unge under uddannelse kommer allerede i hobetal til vores uddannelsesinstitutioner. Tilflytterne er også i vækst og kommer her, når de er klar til at bygge rede i gode omgivelser. For de fås faktisk ikke meget bedre, hvis du spørger mig. Og børnene skal nok også vende hjem til Roskilde igen, når de er trætte af storbyen . Hvis de altså nogensinde forlader kommunen. Nu må jeg vente og se … Rødt citat “Så lad os bare fortsætte med at gøre Roskilde endnu bedre, udvikle byen og kommunen, udvikle erhvervslivet, kulturlivet, handelslivet – skabe sammenhæng på kryds og tværs af de fantastiske fællesskaber, som præger byen i stort og småt.”