Fortsæt til indhold

Nyt spil i Kolding med Ældre Sagen

Bowls spilles meget på de britiske øer, men nu skal Kolding også prøve

Arkiv
Arkiv

bowls Bowls er et ældgammelt spil født i Skotland. Det minder mest om en mellemting mellem curling og petanque – og en smule om bowling. Det er særligt på De britiske øer spillet er udbredt, men nu skal koldingenserne og alle andre interesserede også prøve spillet. I efteråret blev KIF Bowls stiftet, og foreningen tæller nu 24 medlemmer, der spiller bowls hver fredag fra klokken 10-12 i Multisalen i Sydbank Arena. Der er dog plads til flere medlemmer, idet foreningen har fået doneret tre nye baner fra Velux Fonden, så kapaciteten i klubben lige nu kan rumme 40 medlemmer. “Vi har en ambition, der hedder, at vi på sigt vil være en betydende lokal og regional Bowls klub, der sikrer alle medlemmer en god oplevelse både inde og ude. Antallet af medlemmer vil vi gerne øge – og det sker nok bedst ved at få dem, der bor i vores område ud og prøve spillet. Tag derfor gerne din ægtefælle, en ven eller kollega med ud og prøv det, lyder det fra KIF Bowls formand Palle Schorling i en pressemeddelelse. I Bowls er målet at rulle en lidt asymmetrisk kugle, kaldet Bowl, tættest på en noget mindre hvid kugle, kaldet Jack. Der tælles points meget lig reglerne i curling. Det spilles af både mænd og kvinder i alle aldre og kræver ikke større fysisk udfoldelse.