Fortsæt til indhold

Vægtere søger aspiranter

Gennemsnitsalderen er høj hos medlemmerne af Haderslev Købstads Vægterlaug

Arkiv
Peter Rasmussen

Vel er de unge af sind, og vel er den velsmagende vægter-brændevin en både helbredende og livgivende medicin, men det ændrer ikke ved at gennemsnitsalderen sniger sig højt op, og derfor har vægterne taget en beslutning:
“Vi skal have fat i nogle aspiranter, som kan få god tid til at komme med og lære,” lyder den. Målet er en 3-4 stykker i første omgang.
“Egentlig er der ikke noget man skal kunne, andet end at være lidt historisk interesseret. Enhver synger jo mned sit næb, og det gør medlemmerne af Haderslev Købstads Vægterlaug også,” fastslår oldermand Henning Jeppesen. Han fortsætter:
“Det er da en hyggelig tjans når man har sagt farvel til arbejdslivet, men man behøver bestemt ikke være pensionist. Jeg har ofte tænkt at det måske kunne være sjovt for en historielærer eller nogle af de lærerstuderende, der har historie som linjefag,” siger han.

Kommer med som føl

Tanken er at de nye aspiranter skal med som “føl” når vægterne går deres vægtergange i byen, og hvad de ellers tager del i. Og så i løbet af måske et års tid er de fuldbefarne nattevægtere:
“Jeg kan garantere at vi har det meget hyggeligt sammen,” siger oldermanden og avisens udsendte skriver gerne under på den garanti.
Denne formiddag i vægterstuen er der også andet end aspiranter på plakaten. De syv halvgamle mænd kan næsten ikke være i deres kropper af bare stolthed. Det kræver en forklaring:
“Vi har fået en fan,” oplyser de. Og det er sørme ikke engang løgn. Lille Marie synes at Haderslevs vægtere er så seje, at der ikke var nogen tvivl i pigens sind da det var fastelavn: Hun skulle da være vægter. Og flot så hun ud i fuldt ornat.

Haderslevs vægtere er blevet et kendt indslag i bybilledetr og sådan skal det vedblive at være. Foto: Sofia Wegierska

Pris på vægtergang

Hidtil har det været gratis at komme med vægterne rundt på vægtergang, men en ændring i kommunens bidrag betyder at det fremover vil koste 30 kroner for voksne. Børn er stadig gratis med.