Skov-hjælp til mountainbike-klub
Roskilde Mountainbike Klub (RMK) har i de seneste år være meget aktive i skovene tæt på Roskilde by. Trekroner og Boserup skove har fået Mountainbikespor, som vi i RMK gerne deler med skovens andre gæster og motionister. Sporene har vi selv planlagt og selv lagt arbejdstimer i, i samarbejde med Skov og Naturstyrelsen, hvis arealer vi har fået lov at brede os på, samt fonde og private samarbejdspartnere, der har hjulpet med materialer og lån af maskiner. I klubben er der en gruppe særligt dedikerede folk, der planlægger arbejdet med vores spor, og vi gør meget for at det er hyggeligt at være i skoven og lave sporarbejde. Vi sørger for lidt mad og drikke til dem der vælger cyklen fra den dag, og lægger et stykke arbejde på sporet, ikke kun for os selv, men for friluftsglade folk der besøger vores skove i det hele taget. Men arbejdet slutter ikke med anlægningen af sporene, for sporenes popularitet hele året rundt, betyder stort slid på skovbunden. Derfor rykker vi ud og retter sporet ind, fylder mudderhuller med grus og sten, og ligger sporet om, hvis det ikke fungerer. Mange steder ser man sliddet ved at sporet bliver bredere og bredere, især steder hvor vand samler sig, og det vil vi gerne undgå, så vores spor syner af så lidt som muligt i skoven. En bøn fra RMK’s sporfolk er derfor: at man undlader at køre på sporene, hvis det er meget vådt og mudret. Det giver os meget arbejde at skulle lappe huller, hvis for mange kører rundt i mudderet især i vinterperioden. Vi er derfor sæligt glade for at STARK Bønnelycke trælast i Roskilde har indgået et samarbejde med os, for at gøre arbejdet nemmere og også hyggeligere. Firmaet har doneret redskaber, værktøj og endda gasgrill til vores sporarbejdsdage for vores medlemmer, og andre der dukker op og hjælper til. På RMK’s facebookside, eller klubbens hjemmeside Roskilde-mtb.dk, kan man hurtigt komme i kontakt med os, hvis man gerne vil hjælpe til, eller høre mere om klubben.