Startup succes søger nye investorer
Selvom iværksætterne fra MedTrace, på et halvt år har rejst 9,2 millioner kroner, så leder de efter nye investorer
Iværksætter Det sidste halve år er det gået rigtigt stærkt for iværksættervirksomheden MedTrace. Men selvom startup virksomheden har rejst 9,2 millioner kroner, så er direktør, Martin Stenfeldt på jagt efter nye investorer. For Stenfeldt forventer, at det kræver et sted mellem 20-25 millioner kroner at udvikle det apparat, der skal blive virksomhedens guldæg. MedTrace, der har til huse i forskerparken Scion DTU ved Hørsholm, har udviklet en ny metode, der er meget bedre - og billigere til at scanne et hjerte. Og den er helt unik, fortæller Martin Stenfeldt. “Den mest udbredte metode, man anvender i dag til hjertescanninger, giver i virkeligheden et meget upræcist billede af, hvordan et hjertes reelle tilstand er. Derfor får lægerne ikke det optimale billede af det hjerte, som de giver en diagnose - og som måske skal opereres akut. Metoden kan være usikker, at den i værste fald kan vise et billede af et sundt hjerte, der i virkeligheden kræver akut operation. Derfor har vi udviklet en ny metode, som kan give et meget bedre og mere præcist billede af et hjertes tilstand. Så lægerne får et meget bedre billede at diagnosticere hjertet ud fra. Og den metode er både bedre og billigere,” siger han. “Det nye ved vores metode er, at man sprøjter en lille mængde radioaktivt væske ind i patienten - en mængde der er så lille, at det er helt ufarligt - og hele processen udføres maskinelt, hvilket gør det meget mere præcist,” siger han.
Automatisk produktion
“Tidligere har man skulle producere blandingen manuelt, men vi har opfundet et apparat, der kan automatisere produktionen på stedet, så det hele bliver udført meget mere præcist.” Men der er en hage erkender han. “Vores udstyr er måske ikke så dyrt. Men vores metode skal kobles sammen med en såkaldt ’cyklotron partikel accelerator’, som hospitalerne skal investere i. Og den er dyr. Til gengæld kan man anvende udstyret meget mere effektivt, og derfor har vi en forventning om at flere hospitaler vil investere i udstyret,” siger han. “Det er meget dyrt at udvikle, det her apparat, og derfor får de penge, vi har rejst, hurtigt ben at gå på, så derfor leder vi efter nye investorer,” siger han.
Store perspektiver
MedTrace vandt i januar iværksætterkonkurrencen ’Danish Tech Challenge’, og med prisen modtog virksomheden en præmie på 500.000 kr. “På et halvt år har vi rejst 9,2 millioner kroner, og i dag er vi en virksomhed med fem ansatte,” fortæller Martin Stenfeldt. Men det er intet imod det potentiale, der ifølge Martin Stenfeldt er i virksomheden. “Om fem år er vi en virksomhed med 25-30 ansatte i Danmark og en omsætning på 130 millioner kroner. Til den tid regner vi med at have solgt vores anlæg til omkring 60 hospitaler spredt over hele verden. Og så er vi stadig kun i den indledende fase,” siger han og tilføjer. “I dag har op i mod 25 procent af hele klodens samlede befolkningen problemer med hjertet. Og ifølge WHO er den andel stigende, så det har store perspektiver,” siger han.