Færre ledige smede i Sønderborg
Ledigheden for smede i Sønderborg er faldet med over 20 procent
Det går fremad med beskæftigelsen for smede i Sønderborgområdet ifølge nye tal fra Dansk Metal.
Hos Metal Sønderborg er antallet af ledige faldet fra 71 i januar sidste år til 55 i januar i år. Det svarer til et fald i ledigheden på 21,7 procent.
I hele Sydjylland er antallet af fuldtidsledige metalarbejdere faldet fra 502 i januar 2015 til 439 i januar 2016 svarende til et fald på 12,5 procent. I alt oplevede fem af seks Metalafdelinger i Sydjylland et fald i ledigheden fra januar 2015 til januar 2016.
Ifølge Dansk Metal vidner udviklingen om en stor efterspørgsmål på smede, mekanikere, industriteknikere og it-supportere. Derfor opfordrer fagforeningen til at få uddannet flere faglærte til at varetage fremtidens job.
"Vi glæder os naturligvis over, at ledigheden fortsætter nedad, men vi er allerede på bagkant i forhold til at følge med fremtidens efterspørgsel efter det vigtigste råstof i produktionen – nemlig faglærte. Derfor skal både virksomhederne og myndighederne forstå, at det er lige nu og her, der skal tages flere lærlinge og sikres bedre uddannelsesmuligheder," siger Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.
På landsplan er den sæsonkorrigerede ledighed blandt metalarbejdere nede på bare 3,4 pct.