Fortsæt til indhold

16 mand rykkede ud til brand i stråtaget

Arkiv
Anette Gundlach

Ilden i en skorsten udviklede sig fredag eftermiddag til en tagbrand, hvor der var fare for at hele det gamle bindingsværkshus på Tjørnehusvej nær Særløse ville brænde ned. Indsatsleder på Hvalsø Station i Midtsjællands Brandvæsen Søren Christensen forklarer, at brandvæsnet oprindeligt blev kaldt ud, fordi der var gået ild i en skorsten. Ilden havde været i gang siden dagen før, hvilket betød, at skorstenen var utrolig varm. - Vi fik slukket branden, og tømt skorstenen, der var stoppet, men kort tid efter fik varmen fat i spindelvæv og stråtag, som der gik ild i, siger Søren Christensen og fortsætter: - Vi havde til alt held et hold røgdykkere oppe på loftet, da ilden tændte i kippen. Hvis ikke røgdykkerne havde været på loftet, var ilden løbet fra os. Huset har stråtag, og ild breder sig kraftigt og hurtigt i stråtage. Han forklarer, at man har brug for meget vand, når der er ild i et stråtag, derfor havde brandvæsnet brug for hjælp fra Roskilde Brandvæsen. I alt var 16 mand på arbejde for at slukke branden. Ilden blev slukket, og brandfolkene pillede en fjerdedel af stråtaget af. Desuden var der brandvagt på hele natten til lørdag, for en sikkerheds skyld. Beboerne i huset er blevet genhuset hos noget familie, da huset har fået røg- og vandskader og mangler en stor del af taget. ag@roskildeavis.dk