Emil og Lars krydser klinger i ny musical på Fredericia C
To kendte musicalskuespillere krydser kærlighedsklinger til sommer på Fredericia C – på havnen, når amorinerne farer frem og tilbage og på kryds og tværs i Fredericia Teaters produktion af A Midsummer Night's Steam.
Det er en soul-pumpet udgave af Shakespeares A Midsummer Night's Dream. Emil Birk Hartmann kender vi som Mick i Shubidua - The Musical og Lars Mølsted vil til efteråret spille rollen som Quasimodo i Fredericia Teaters produktion af Disneys Klokkeren fra Notre Dame - The Musical.
Quasimodo og Mick er et godt team, fortæller Emil Birk Hartmann:
"Jeg tror faktisk, at Mick og Quasimodo kunne blive rigtig gode venner, hvis de mødte hinanden i virkeligheden. De er to akavede mennesker, som på hver deres facon prøver at finde deres plads i verden. Jeg glæder mig meget til at spille sammen med Lars Mølsted. Udover at vi er venner privat, så er Lars en enormt kvik og ærlig skuespiller, som arbejder hårdt, seriøst og vigtigst af alt er meget generøs med alt, hvad han kaster ud i."
Aldrig set før
Ud over de to kendinge byder Steam på et spændende cast med både nye talenter og gengangere fra Fredericia Teaters succesfulde repertoire. Mød bl.a. Christian Collenburg, Frederikke Maarup Viskum, Anne Fuglsig som alle har medvirket i flere af Fredericia Teaters forestillinger sammen med teatrets faste skuespillere Bjørg Gamst, Maria Skuladottir og Thomas Jensen som vi også får set helt nye sider af.
Også et helt nyudklækket talent fra Den Danske Scenekunstskole - Musicalakademiet Fredericia er på rollelisten. Katrine Jenne er musicalperformer og har været en del af ensemblet på Fredericia Teater under sin uddannelse, men nu debutterer hun i Steam i rollen som Adria:
"Jeg føler mig helt ekstremt heldig og privilegeret over at få lov til at skulle lave en splinterny forestilling med et super fantastisk cast og i en helt ny sceneopsætning udendørs på Fredericia C - som aldrig er set før på Fredericia Teater."
Teaterchef Søren Møller er endnu en gang stolt over at præsentere et talentfuldt hold til en Fredericia Teater-produktion:
"Det er jo ingen hemmelighed at vi altid går efter at caste de helt rigtige skuespillere til rollerne og ikke dem, der er kendt fra tv. Og denne gang har vi kombineret nogle af de lidt mere erfarne skuespillere, som er kendte navne fra vores tidligere produktioner, med nogle helt nye og friske talenter. Jeg glæder mig meget til at se dem alle sammen i Steam. Når jeg kigger på dette hold, bliver jeg oprigtigt glad og forventningsfuld helt inde ved hjertet."
En soul-pumpet musical
Sidste år var det den anmelderoste rock-musical Bleeding Love og forrige år var det den hårde rock-musical LIZZIE, Fredericia Teater havde på plakaten. Nu præsenterer teatret endnu engang en musical med en særlig musikgenre - nemlig soul. Og castet er allerede begejstret for musikken:
"Helle Hansens soulede musik! Jeg glæder mig som et lille barn til at synge hendes numre hver eneste aften", fortæller Katrine Jenne.
Emil Birk Hartmann stemmer i:
"Jeg glæder mig rigtig meget til at være med i Steam, så at nævne én ting føles som at tage noget fra de utallige andre grunde til, hvorfor jeg glæder mig. Men nu når du vrider armen om på mig, så glæder jeg mig mest til at få lov til at synge musikken, som er skrevet af Helle Hansen. Jeg er stor fan, og det er en stor ære at få lov til at føre hende musik op på scenen."