Næste stop i moderne europæisk litteratur
Køge Bibliotek får besøg af Karsten Sand Iversen til et foredrag om nobelprismodtageren Herta Müller
Rumænien er næste stop i foredragsrækken gennem Europas nyere litteratur. Onsdag 16. marts kl. 19.00 får Køge Bibliotek besøg af Karsten Sand Iversen, der vil tale om nobelprismodtageren Herta Müller og hendes roman ”I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv”, som handler om en kvindelige industriarbejders vej væk fra regimet og ud af Rumænien.
Karsten Sand Iversen er en af Danmarks mest anerkendte oversættere af både klassisk og moderne litteratur, bl.a. nyoversættelsen af James Joyces Ulysses.
"En af de rigeste kilder til viden om og en følelse af livet i et diktatur er Herta Müllers intense prosa med sine slående billeder af det systematiske sjælemord." skriver han i sin artikel Nedrigheder.
Om sit arbejde med at oversætte romanen, skriver Karsten Sand Iversen: "Herta Müllers sprog er egensindigt og gør ofte vold på vante sanse- og udtryksmåder. Hun konkretiserer abstrakter, hun antropomorfiserer det umælende og tingslige, hun fortætter til forståelighedens grænser. Det betyder at en oversætter ikke må sløve de skarpe ægge, frygte en formulerings radikalitet eller begå den ældgamle skødesynd: normalisering.
Sådanne egenskaber ved Herta Müllers poetisk højspændte prosa har ikke vundet hende beundring overalt. Hendes sprog kræver meget af læseren, undertiden gør det ondt. Den smerte er for intet at regne mod den der ligger under skriften. Nok er Herta Müller født i 1953, otte år efter anden verdenskrigs militære afslutning og et halvt år efter Stalins død, men hverken verdenskrigen eller stalinismen ophørte. Diktatoren videreførte dem med lidt andre midler. Herta Muller er om noget en bærer af østeuropæisk skæbne og bevidsthed, meget anderledes end vesteuropæernes" (Nedrigheder, 2011). Herta Müller modtog Nobels Litteraturpris i 2009 for blandt andet sin evne til 'fortættet poetisk' og med en 'åbenhjertig prosa' at skildre de 'fordrevnes landskab'.
Om litteraturforedragene fortæller bibliotekar Randi Drejsig Petersen:
”Via litteraturen vil vi zoome ind på 'det almindelige' menneskes livsvilkår i de europæiske lande. I sidste måneden gjorde vi et litterært ophold i Frankrig i selskab med Michel Houellebecqs roman ”Underkastelse” og til april tager vi fat på Umberto Ecos roman ”Nr. 0” og det italienske samfund. Vi søger for ekstra eksemplarer af månedens bog sådan at man kan læse romanen inden foredraget eller efter når interessen er vakt." Billetter til foredraget koster 40 kr. og kan købes på KøgeBibliotekernes hjemmeside.